shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – Fremad Amager

HB Køge 1 - 1 Fremad Amager
21 aug 2016

HB Køge startede som lyn og torden, men måtte alligevel nøjes med et enkelt point i søndagens hjemmekamp mod Fremad Amager.

Kampen var blot fire minutter gammel da Daniel Arrocha efter et hjørnespark dukkede op i det lille felt og fik sparket HB Køge foran til stor glæde på den skønne august-eftermiddag på Castus Park i Herfølge.

Målet var HB Køges første forsøg mod mål i kampen, men det var bestemt ikke det sidste. Efter et kvarter forsøgte Lee Rochester sig med et godt spark, men Fremad Amager-keeperen reddede i fin stil. Præcis som han gjorde det få minutter senere da Kristian Andersen sendte et frisparksforsøg mod mål. Også Henrik Madsen forsøgte sig et par gange, men uden held.

I den anden ende skulle man hen til midten af første halvleg før gæsterne for første gang for alvor fik sendt et varselsskud afsted mod Andreas Hansens mål. Efter en hurtig omstilling blev HBK-keeperen testet for første gang. Hansen viste fine reflekser på stregen og forhindrede en udligning.

Tempoet faldt efterfølgende en smule ud af kampen, og det var småt med chancer i den resterende del af første halvleg.

Efter pausen kom gæsterne fint fra start og var mest på bolden. HB Køge manglede tempo og bevægelse i spillet, hvilket gjorde det svært at skabe noget fremadrettet.

Midtvejs i anden halvleg var det dog alligevel tæt på 2-0. Marc Rochester slap igennem i venstresiden, trak ind i banen og forsøgte sig, men måtte se forsøget blokeret, og i stedet slog gæsterne til i den modsatte ende, hvor den tidligere HB Køge-forsvarer Mike Mortensen hoppede højest og headede et indlæg i nettet til 1-1.

I de resterende tyve minutter af kampen var det som om at gassen for alvor var ved at gå af ballonen hos de to hold, og det var ikke mange chancer de 1.211 tilskuere blev forkælet med i kampens afslutning. Største mulighed tilfaldt anfører Madsen, der dog sparkede forbi på Malte Amundsens indlæg syv minutter før tid.

HB Køge – Fremad Amager // 1 – 1

1-0 // Daniel Arrocha (4.)

1-1 // Mike Mortensen (70.)

HB Køges startopstilling

Andreas Hansen

Mark Gundelach

Daniel Arrocha

Alexander Ludwig

Malte Amundsen

Lee Rochester

Henrik Madsen

Mikkel Wohlgemuth

Kristian Andersen

Marc Rochester

Jeppe Simonsen

Udskiftninger

Alexander Bah ind // Jeppe Simonsen ud (71.)

Mads Juel Andersen ind // Daniel Arrocha ud (84.)

Tilskuertal

1.211 tilskuere på Castus Park