For halvanden måned siden tabte HB Køge med 5-0 på hjemmebane mod Lyngby. Siden er HB Køge kommet tilbage på sporet, og med tre sejre i træk var humøret tilbage i truppen og troen på en revanche mod Lyngby var i den grad tilstede forud for sæsonens andet møde mellem de to Superliganedrykkere.
HB Køge kom da også bedst fra start i kampen og tilspillede sig et par fine chancer, men blandt andre Jeppe Kjær og Marc Rochester Sørensen måtte se Lyngby-keeper Nicklas Højlund stå i vejen.
Defensivt havde HB Køge fint styr på gæsternes offensive kræfter, der ikke kom frem til andet end et par afslutninger fra distancen som enten gik forbi eller som Morten H. Jensen reddede i sikker stil.
I anden halvleg fortsatte HB Køge det fine spil, og halvlegen var ikke mange minutter gammel før der burde have stået 1-0 på måltavlen.
Jeppe Kjær, der blev kåret som Kampens spiller, smuttede igennem på kanten og lagde bolden ind i feltet hvor Simon Richter fik afsluttet. Desværre for Richter og HB Køge stod Højlund igen i vejen.
Tyve minutter efter pausen var det igen tæt på for HB Køge da Anders Kaagh med et godt spark fremtvang et hjørnespark. Lyngby fik dog ekspederet bolden ud af feltet og efter en lynhurtig omstilling stod der 1-0 til gæsterne. Noget af en skuffelse for HB Køge, der på dette tidspunkt af kampen kunne og burde have været foran.
I jagten på en udligning lykkedes det Lyngby – på endnu en omstilling – at øge føringen til 2-0. En stilling som holdt kampen ud.
HB Køges startopstilling
Morten H. Jensen
Nigel Marples
Christian Traoré
Andreas Sørensen
Thobias Ndungu
Simon Richter
Andreas Baes
Marcel Rømer
Marc Rochester Sørensen
Anders Kaagh
Jeppe Kjær
Udskiftninger
Nicolaj Madsen ind // Andreas Baes ud (68.)
Fabinho ind // Simon Richter ud (75.)
Lars Brøgger ind // Nigel Marples ud (84.)
Tilskuertal
1.063 tilskuere på SEAS-NVE Park