HB Køge og Næstved tørnede søndag eftermiddag sammen på Castus Park foran 1.331 tilskuere, der blev vidner til en jævnbyrdig forestilling, hvor gæsterne for Næstved kæmpede hårdt for at sikre livsvigtige point i den drabelige bundstrid, mens HB Køge omvendt med en sejr kunne fastholde positionen midt i NordicBet LIGAEN.
Gæsterne kom bedst fra start og med en 3-0-sejr over Fremad Amager i torsdagskampen var holdet fyldt med selvtillid. HB Køge stod dog godt defensivt, og når der var fare på færde så greb Andreas Hansen sikkert ind. I den anden ende sparkede Henrik Madsen forbi efter bare en håndfuld minutter, og et kvarter inde i kampen kom HB Køges anfører højest til et frispark fra venstrekanten. Bolden blev headet på tværs, hvor Alexander Ludwigs tå var et par centimeter for lille til at nå frem til tværbolden.
Efter en halv times spil satte Andreas Hansen gang i en kontra. Et langt og præcist udspark endte hos Daniel Stückler, der førte bolden frem. Et par afleveringer senere havnede bolden hos Marc Rochester, der desværre ikke fik ordentligt træf på bolden, som derfor endte i favnen på Næstvedkeeperen.
Lige før pausen kom Næstveds vel nok største chance i kampen da bolden sneg sig lige over Andreas Hansens mål efter berøring fra Alexander Ludwig. Det efterfølgende hjørnespark fik Malte Amundsen ekspederet ud af farezonen.
I anden halvleg steppede HB Køge et skridt op og ti minutter efter pausen lagde Daniel Stückler bolden til rette for Marc Rochester, der desværre sparkede over i forsøget på at få bolden forbi de to forsvarsspillere, der stod mellem ham og keeperen.
Ti minutter senere slog Mark Gundelach til. To gange.
Først modtog HB Køges højreback bolden, trak ind i banen, satte en mand for dernæst – med det ellers relativt kolde venstreben – at sparke bolden utageligt ind i Næstvedmålet. En flot, flot scoring af Gundelach, der allerede halvandet minut senere igen kunne lade sig tiljuble som målscorer.
I et lynhurtigt overlap modtog Gundelach bolden fra Lee Rochester og sparkede knastørt bolden i mål ved fjerneste stolpe. To flotte mål af Gundelach på bare to minutter.
Næstved satsede offensivt i den sidste del af kampen og smed den ene bold efter den anden frem mod HB Køges bagkæde. Det kastede en masse dueller af sig, men Andreas Hansen blev sjældent sat på prøver, og så slog HB Køge i stedet til i den anden ende, hvor Alexander Bah spillede indskiftede Gustav Gjøg fri. Gjøg var kold foran kassen og lukkede kampen med scoringen til 3-0.
Med sejren fastholder HB Køge sjettepladsen, men med to kampe tilbage af sæsonen, er der stadig mulighed for at avancere et par pladser i tabellen, hvis resultaterne flasker sig. I næste uge gælder det oprykningsaspiranter fra Vendsyssel, og ugen efter – lørdag den 27. maj – slutter HB Køge sæsonen af med lokalopgør mod FC Roskilde.
HB Køge – Næstved // 3 – 0
1-0 // Mark Gundelach (65.)
2-0 // Mark Gundelach (67.)
3-0 // Gustav Gjøg (90.)
HB Køges startopstilling
Andreas Hansen
Mark Gundelach
Mads Juel Andersen
Alexander Ludwig
Malte Amundsen (U19)
Alexander Bah
Mikkel Wohlgemuth
Henrik Madsen
Lee Rochester
Marc Rochester
Daniel Stückler
Udskiftninger
Kristian Andersen ind // Marc Rochester ud (62.)
Daniel Arrocha ind // Daniel Stückler ud (75.)
Gustav Gjøg ind // Lee Rochester ud (85.)
Tilskuertal
1.331 tilskuere på Castus Park