Capelli Sport - HB Køge partner
shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – Nykøbing FC

HB Køge 1 - 0 Nykøbing
16 okt 2021 - 13:30Capelli Sport Stadion

Sen William Madsen-scoring sikrede 3 point imod Nykøbing FC

Efter hvad der føltes som en lang landskampspause, var HB Køges NordicBet-liga hold lørdag igen i aktion. Hjemme på Capelli Sport Stadion Nykøbing FC på besøg – et Nykøbing-mandskab der trods deres status som oprykker har gjort et flot indtryk indtil videre i sæsonen.

Og gæsterne tog såmænd også teten fra kampens start. Den første halve time af opgøret sad gæsterne tungt på spillet, dog uden rigtigt at komme frem til nævneværdige chancer. Et potentielt afgørende øjeblik kom efter 15 minutters spil, hvor Nicholas Marfelt i en løbeduel med Sebastian Koch faldt og derved væltede ind i gæsternes offensivspiller. Kampens dommer Jacob Karlsen vurderede situationen til at være en advarsel værd, selvom der i gæsternes lejr blev appeleret kraftigt for et rødt kort.

Få minutter forinden havde Joachim Rothmann haft 1. halvlegs bedste chance for at komme på tavlen, da han tæt under mål kun var ganske få centimeter fra at nå frem til et fladt indlæg slået af Pierre Larsen, der var kommet godt med frem fra sin backposition.

Den chancefattige første halvleg var ganske få sekunder fra at blive fløjtet af, da Mathias Nielsen i et forsøg på at skærme bolden ud over sidelinjen fik en modspiller væltet ned over sig. I situationen blev HB Køge-spillerens knæ vredet rundt, og dermed sluttede Mathias Nielsens eftermiddag 45 minutter for tidligt. Han blev efterfølgende erstattet af Eddi Gomes i midterforsvaret. En scanning skal nu afgøre, om der venter Mathias Nielsen en længere skadespause.

Anden halvleg forløb i det store hele ligesom de første 45 minutter; nemlig uden de store målchancer. Faktisk skulle vi helt hen til det 78. minut før kampens første rigtigt store chance faldt – og den var til gæsterne.
Sebastian Koch slap igennem på en stikning midt for mål. Alene med Oskar Snorre forsøgte Koch at sparke dybt i bolden, men Snorre reagerede hurtigt, stak højre handske op og stoppede afslutningen. En superredning fra Snorre!

Det lugtede af 0-0 og et enkelt point til hver – lige indtil det 83. spilleminut. Et flot opbygget HB Køge-angreb trak gæsterne lange, og det gav Pierre Larsen god til at slå et indlæg fra højreflanken. Et behersket chipindlæg ind i panden på fremadstormende William Madsen, der kastede sig frem og pandede bolden ind mellem benene på gæsternes keeper Jannich Storch. William Madsen var kommet på banen tyve minutter tidligere og blev udskiftet igen umiddelbart efter scoringen – en Nykøbing spiller landede nemlig på hans fod i forbindelse med målet.

“Det har bare været vores lod med skaderne i det her efterår,” konstaterede HB Køges First Team Coach, Lars Jacobsen, efter kampen og fortsatte “Det ser desværre ud til at fortsætte noget tid endnu, og det lysner nok først igen for alvor efter jul. Nu håber vi, at Max Sauer og Oscar Buch snart kan være tilbage igen, men det er godt nok ærgerligt med to nye folk ude.”

Han og trænerkollegaen Daniel Agger kunne i kampens slutminutter se Nykøbing presse på og komme frem til flere afslutninger. Tættest på var Mathias Kristensen med et godt hovedstød fem minutter inde i overtiden, men Oskar Snorre reddede nok engang Svanerne, der dermed nappede sejren.

“For en gangs skyld havde vi noget af det held, vi ellers har manglet. Med Snorres redninger og et mål på en af vores eneste chancer. Selvom vi ikke ramte topniveauet i dag, så er vi efterhånden virkelig svære at spille imod. Det tror jeg, vores modstandere er begyndt at konstatere,” sagde Lars Jacobsen efter kampen.

Sejren betyder nemlig, at HB Køge kunne æde 3 point på Nykøbing der ligger på den magiske sjetteplads, køgenserne jagter. Afstanden mellem de to hold lyder nu blot på tre point.

“Jeg kan ikke beskrive, hvor vigtigt det er. Man skal bare kigge på tabellen. Det betyder alverden for os, for nu kan vi tillade os at kigge opad. Nu hænger vi på,” forklarede Lars Jacobsen.

Næste opgave for HB Køges NordicBet Liga-hold er på fredag, hvor der venter en udekamp imod Hvidovre IF.

HB Køge – Nykøbing FC  // 1-0 (0-0)

1-0 // William Madsen (83. minut)

 

HB Køge opstilling:

Oskar Snorre
Pierre Larsen
Nemanja Cavnic
Mathias Nielsen
Nicholas Marfelt
Marko Stamenic
Casper Jørgensen
Mike Jensen
Marius Elvius
Emilio Simonsen
Joachim Rothmann 

Udskiftning:

Mathias Nielsen ud // Eddi Gomes ind // (45. min.)

Casper Jørgensen ud // William Madsen ind // (60. min.)

William Madsen ud // Frank Assinki ind // (84. min.)

 

831 tilskuere på Capelli Sport Stadion i Køge