shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – Nykøbing FC

HB Køge 1 - 0 Nykøbing FC
19 aug 2018

Med tre sejre i sæsonens første tre kampe var selvtilliden i top hos HB Køges tophold i NordicBet LIGAEN forud for søndagens hjemmekamp mod Nykøbing FC, der også havde fået en fin start på sæsonen, og mødte op på Capelli Sport Stadion som ubesejrede og stadig havde til gode at lukke mål ind.

 

HB Køge var tæt på en lynscoring allerede efter halvandet minut, men Jakob Johansson fik lige akkurat ikke træf nok på bolden til at dirigere Martin Jensens glimrende indlæg i mål. I stedet sneg bolden sig lige forbi på den forkerte side af stolpen.

 

Herefter udviklede opgøret sig til en lige forestilling med masser af dueller, og få afslutninger. Nykøbing FC stod godt på banen, og viste, hvorfor holdet forud for kampen havde leveret tre clean sheets i træk i NordicBet LIGAEN.

 

I den anden ende holdt HB Køge også gæsterne fra chancer. En halv time inde i kampen var det dog tæt på for gæsterne, men Andreas Hansen reddede Lars Pleidrups forsøg, og selvom Emil Holten var først over returen, så fik Marian Huja presset gæsternes angriber så meget, at afslutningen ikke fik nok saft og kraft, og så kunne Andreas Hansen kaste sig frem og sikre sig læderkuglen.

 

Anden halvleg fortsatte i stort samme stil, og det begyndte derfor at ligne en nulløsning på Capelli Sport Stadion, men sådan skulle det ikke gå. Med 25 minutter tilbage af kampen fik Martin Jensen bolden i venstre side. Han vendte rundt, afleverede tilbage til Christian Overby, der tog et par træk frem og ventede til det helt rette øjeblik, hvor han med et milimeterpræcist indlæg fandt Martin Koch Helsted i feltet. Topscoreren svigtede ikke, og headede powerfuldt ind bag Sebastian Olsen i NFC-målet, selvom denne forgæves forsøgte at holde bolden ude.

 

Mod slutningen af opgøret forsøgte gæsterne at fremtvinge en sen udligning, men det var faktisk HB Køge, der på omstillinger var tættere på 2-0 end gæsterne var på udligning.

 

Der kom dog ikke flere mål, og så endte det hele med fire på stribe for HB Køge, der fortsat topper rækken med en historisk sæsonstart. Fire kampe, fire sejre og en målscore på 10-2.

 

Næste opgave er udekampen mod Næstved på onsdag den 22. august.

HB Køge – Nykøbing FC // 1 – 0

1-0 // Martin Koch Helsted (65.)

 

HB Køges startopstilling

Andreas Hansen

Ricki Olsen

Jean Claude Bozga

Marian Huja

Christian Overby

Martin Jensen

Mikkel Wohlgemuth

Henrik Madsen

Jakob Johansson

Liam Jordan

Martin Koch Helsted

 

Udskiftninger

Magnus Häuser ind // Liam Jordan ud (81.)

Fredrick Opoku ind // Jakob Johansson (82.)

Mathias Høst ind // Martin Jensen ud (86.) 

 

Tilskuertal

1.729 tilskuere på Capelli Sport Stadion