At OB ligger i toppen af SAS Ligaen og HB Køge i bunden kan man godt forstå, når man ser hvordan de to klubber med al tydelighed på forskellig vis udnytter chancer og fejl.
At HB Køge i store dele af kampen var det bedste hold på bolden, kan vel selv en blåøjet fynbo erkende. HB Køge formåede at fastholde det positive spil fra påskens kampe, og satte sig efter de indledende 20 minutter på midten af banen. Igen var Henrik Toft banens bedste spiller. Den lange angriber er vokset gevaldigt med opgaven, og formår hele tiden at udvikle sit spil og gøre sine medspillere bedre.
At HB Køges utrættelige motor på midtbanen skulle være skyld i OBs føringsmål efter en teknisk fejl på det svære underlag er vel symptomatisk for HB Køges sæson. OB takkede for gaven og bragte sig foran, og at Marcel Rømer generelt gjorde det fantastisk, er man nok ligeglade med på Fyn. Det er vi dog ikke her i HB Køge, da vi fortsat er nødt til at kigge på den lange bane, og her er det altså fortsat en fornøjelse, at to af klubbens unge og egne udviklede spillere i form af selvsamme Rømer og Nicolaj Madsen fuldt ud matcher de dyre OBere på midten.
Stillingen 0-1 holdt halvlegen ud, selv om netop Marcel Rømer med et fint forsøg indledte lidt af et HB Køge-stormløb mod OB-keeper Roy Carroll. Efter pausen fortsatte stormløbet mod fynboernes mål, og igen var det Rømer der med et fladt langskud var meget tæt på.
Lige efter havde Henrik Toft et meget nærgående forsøg, men heldet var ikke med HB Køge, og i stedet slog OB kontra. Peter Utaka fik sat Thomas Sørensen og så var stillingen helt uretfærdigt 0-2 efter en times spil.
Kampen var dog ikke forbi. Cheftræner Skarbalius gik fortsat efter sejren, og skiftede offensivt ind. Satsningen lykkedes da HB Køge 20 minutter senere fik reduceret. Henrik Toft lavede en fin tilbagelægning i feltet til indskiftede Arman Mehakovic, der sikkert kunne reducere med sin første scoring i HB Køge-trøjen. Men dårligt var bolden givet op, førend Chris Sørensen sendte et frispark lige i panden på udækkede Peter Utaka, der som det nemmeste i verden kunne score for anden gang i kampen.
HB Køge forlader dermed Ekstra Bladets Cup med oprejst pande, men også hvor man ikke kan give andre end sig selv skylden for nederlaget.
Mål
0-1 // Henrik Hansen (23.)
0-2 // Peter Utaka (60.)
1-2 // Arman Mehakovic (79.)
1-3 // Peter Utaka (80.)
HB Køges startopstilling
Lars Bjerring
Kenneth Sørensen
Mikkel Christoffersen
Thomas Sørensen
Søren Nielsen
Fabinho
Marcel Rømer
Nicolaj Madsen
Bo Storm
Mark Leth Pedersen
Henrik Toft
Udskiftninger
Arman Mehakovic ind // Fabinho ud (46.)
Patrick Hansen ind // Bo Storm ud (75.)
Alexander Funch ind // Nicolaj Madsen ud (75.)
Tilskuertal
540 tilskuere på SEAS-NVE Park