shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – Silkeborg

HB Køge 1 - 1 Silkeborg
01 jun 2014

Sæsonen 2013/14 lakker mod enden, og søndag den 1. juni tørnede HB Køge sammen med det kommende Superligamandskab fra Silkeborg i sæsonens sidste kamp på SEAS-NVE Park. Det blev en til tider ganske chancerig kamp med to mandskaber, der gerne ville frem af banen.

 

1.236 tilskuere var på plads på SEAS-NVE Park, og der skulle bare gå tre minutter før den første chance i kampen var under opsejling. Silkeborgs omstilling blev dog stærkt stoppet af Eddi Gomes, der spillede sin sidste hjemmekamp i HB Køge-trøjen inden sommerens skifte til Esbjerg i Superligaen.

 

Også HB Køge viste tænder fremadrettet, og 13 minutter inde i kampen var Anders Kaagh få centimeter fra at kunne nå frem til et glimrende indlæg fra Anders Nielsen på venstrekanten.

 

Kort efter faldt kampens første scoring. Kaagh førte bolden frem i en hurtig omstilling og spillede smart Jeppe Kjær fri i højre siden af feltet. HBK-topscoreren takkede for afleveringen og bankede bolden fladt ind ved fjerneste stolpe.

 

1-0 og en herlig start på kampen for HB Køge, der i øvrigt havde det statistiske overtag mod midtjyderne forud for kampen. En sejr og en uafgjort var det blevet til i de to foregående møder i indeværende sæson.

 

Chancerne fortsatte i begge ender. Først testede Zinckernagel Kasper Jensen i Silkeborg-målet, og midtvejs i halvlegen måtte Due hive en fodparade frem for at forhindre en udligning. Gæsterne testede også træværket på Frederik Dues mål på et frispark omkring den halve time.

 

Halvlegens sidste mulighed tilfaldt Silkeborg, og det var en stor en af slagsen. Først hev Frederik Due en flot redning ud af ærmet, og på returen måtte Eddi Gomes ekvilibristisk sparke bolden væk på selve målstregen.

Anden halvleg startede som første halvleg sluttede. Først en fin fodparade fra Due, og dernæst et forsøg i den anden ende, hvor Philip Zinckernagel med et flot spark fra distancen testede Kasper Jensen i gæsternes mål. Returen havnede hos Jeppe Kjær, der dog sparkede forbi.

 

HB Køge leverede kampen igennem et hårdt stykke arbejde med masser af fight og vilje til at løbe for hinanden. Det aggressive genpres frustrerede Silkeborgs spillere, der flere gange tabte bolden i deres opspil, hvilket åbnede for kontramuligheder til HB Køge.

 

Alligevel lykkedes det for gæsterne at udligne i denne gode periode for HB Køge. En opspilsfejl blev straffet effektivt af Morten Beck Andersen, der sparkede udligningen ind bag Frederik Due i HB Køges mål.

 

Kampen var stadig åben med muligheder i begge ender. Vito Hammershøy-Mistrati fik en af de bedste da han tyve minutter før tid sparkede på kassen. Afslutningen der sad helt ude ved stolpen blev dog reddet til hjørnespark, som Silkeborg havde held til at få sendt ud af farezonen.

 

I kampens overtid var HB Køge tæt på at tage den sejr, der ikke havde været ufortjent, men indskiftede Jannik Skov Hansen måtte se sit fremragende forsøg ramme undersiden af overliggeren og springe i spil igen. Ærgerligt, men alligevel en fin afslutning på hjemmebanesæsonen.

 

Nu resterer blot en enkelt spillerunde. Udekampen mod AB Gladsaxe mandag den 9. juni kl. 16.00.

 

Mål

1-0 // Jeppe KJær (16.)

1-1 // Morten Beck Andersen (64.)

 

Advarsler, HB Køge

Thobias Ndungu, Philip Zinckernagel, Jeppe Kjær, Anders Kaagh, Morten Karlsen og Eddi Gomes

 

HB Køges startopstilling

Frederik Due

Nicolai Geertsen

Eddi Gomes

Thobias Ndungu

Anders Nielsen

Sylvester Seeger-Hansen

Morten Karlsen

Vito Hammershøy-Mistrati

Philip Zinckernagel

Jeppe Kjær

Anders Kaagh

 

Udskiftninger

Jannik Skov Hansen ind // Anders Kaagh ud (76.)

Sebastian Krogdahl ind // Philip Zinckernagel ud (78.)

 

Tilskuertal

1.236 tilskuere på SEAS-NVE Park