shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – Skive

HB Køge 1 - 1 Skive
02 aug 2015

HB Køge tørnede søndag eftermiddag sammen med Skive i sæsonens første hjemmekamp. 855 tilskuere var på plads til opgøret, hvor HB Køge var tæt på noget nær en drømmestart. Der var således blot spillet halvandet minut da Brandão trykkede af fra kanten af feltet. Afslutningen røg dog lige over Skive-målet.

 

I den anden ende var Skive første gang farlige efter små ti minutter, hvor skibonitternes brasilianske islæt Thiago Borges slap igennem, men Thiagos afslutning blev sendt forbi Frederik Dues mål. Generelt var Skive mest på bolden i kampens første tyve minutter, men det blev kun sjældent farligt.

Som halvlegen skred frem fik HB Køge bedre og bedre greb om kampen, og mod slutningen af første halvleg brændte det ved et par lejligheder på i Skive-feltet. Blandt andet havde Kristian Andersen to velkvalificerede afslutninger, hvoraf Skives keeper en enkelt gang måtte helt ned ved stolpen og redde med det yderste af handsken.

 

Efter pausen kom HB Køge godt fra start, og efter 59 minutters spil blev det 1-0. Sylvester Seeger-Hansen erobrede energisk bolden, sendte den videre til Kristian Andersen, der med en god afslutning fremtvang endnu et hjørne. Bolden blev sendt ind i feltet hvor venstrebacken Kristian Pedersen steg til vejrs og headede læderkuglen i nettet.

 

Under et minut senere var HB Køge tæt på 2-0, men Nikolaj Hansen, der pludselig stod fri sparkede snert forbi.

Som kampen skred frem begyndte gæsterne fra Skive at sparke lange bolde i et forsøg på at presse spillet længere op på banen. En af disse lange bolde endte med et hjørnespark, og efter et par forgæves forsøg på at cleare bolden havnede den hos Musefio Ashiro. Han sendte bolden ind mellem venner og fjender, hvor Mikael Uhre tæt under mål fik sendt kuglen det sidste stykke ind over stregen.

 

Noget af en nedtur for HB Køge, der nu satsede fremad i jagten på 2-1-scoringen. Den kom ikke, selvom det var tæt på at HB Køge i overtiden kunne have sikret sejren. I HB Køge-lejren følte man sig nemlig gevaldigt snydt for et straffespark da en Skiveforsvarer efter 93 minutter angiveligt tog hånden til hjælp i feltet. Fløjten var tavs, og et minut senere blev der fløjtet af.

 

HB Køges næste kamp spilles allerede på fredag den 7. august kl. 19.00 på udebane mod FC Roskilde.

Mål

1-0 // Kristian Pedersen (59.)

1-1 // Mikael Uhre (87.)

 

Advarsler, HB Køge

Delphin Tshiembe og Radanfah Abu Bakr

 

HB Køges startopstilling

Frederik Due

Mark Gundelach

Søren Henriksen

Daniel Arrocha

Kristian Pedersen

Kristoffer Munksgaard

Sylvester Seeger-Hansen

Rasmus Nielsen

Delphin Tshiembe

Kristian Andersen

Brandão

 

Udskiftninger

Radanfah Abu Bakr ind // Daniel Arrocha ud (46.)

Nikolaj Hansen ind // Brandão ud (56.)

Justin Shaibu ind // Kristoffer Munksgaard ud (77.)

 

Tilskuertal

855 tilskuere på Herfølge Stadion