shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

HB Køge – Skive

HB Køge 3 - 0 Skive
16 okt 2016

HB Køge vandt søndag eftermiddag en overbevisende 3-0-sejr i hjemmekampen mod Skive. Efter en jævnbyrdig indledning på kampen var det gæsterne der efter små tyve minutter kom frem til opgørets første mulighed; et spark fra distancen som Andreas Hansen med fingerspidserne fik vippet forbi stolpen.

Den chance skulle vise sig at være Skives eneste reelle forsøg mod HBK-målet. Defensivt stod HB Køge nemlig igen stærkt, og Andreas Hansen & co. leverede sæsonens clean sheet nummer otte af 13 mulige. Imponerende statistik.

Efter 28 minutter var Lee Rochester tæt på midt i feltet efter indlæg fra Gundelach, og kort efter var Lee igen på spil, men denne gang røg afslutningen snert forbi.

De to chancer var starten på en god sidste time for Henrik Lehms tropper, der nu for alvor så ud til at have knækket koden til Skives defensiv.

32 minutter inde i kampen blev det 1-0 da Kristian Andersen på flotteste vis sparkede et frispark rundt om muren og i netmaskerne uden for Skivekeeperens rækkevidde. Flot mål og fortjent føring, der kunne have været større allerede inden pausen, men Marc Rochester måtte se et fint forsøg blive reddet af gæsternes målmand.

Efter pausen var HB Køge stadig i fin kontrol selvom Skive kom ud med fornyet energi i jagten på en udligning. HB Køge var dog ganske godt spillende, og ni minutter efter pausen blev det 2-0. Dagens Man of the Match, Kristian Andersen, trak ind i banen og sparkede på mål. Bolden blev blokeret op på undersiden af overliggeren, hvorefter Lee Rochester var først over returen og med hovedet fik dirigeret bolden i mål.

Yderligere ni minutter senere blev det 3-0 da Marc Rochester flot slap alene igennem Skives defensiv. Iskoldt fejrede Rochester gårsdagens kontraktforlængelse med sin sæsonscoring nummer fem til stor jubel for HB Køges fans, der igen leverede god opbakning til Lehms tropper.

I den resterende del af kampen var HB Køge i fuld kontrol, og sejren kunne have været større efter fine muligheder i kampens sidste tyve minutter. Jeppe Simonsen ramte på stolpen, Kristian Andersen sparkede få centimeter over mål og indskiftede Ahmed Hassan var også tæt på efter oplæg fra Jeppe Simonsen.

Det blev ved de 3-0, og dermed overtager HB Køge andenpladsen i 1. Division fra netop Skive.

I næste uge skal HB Køge en tur til Gladsaxe Stadion, hvor AB venter.

HB Køge – Skive // 3 – 0 (1 – 0)

1-0 // Kristian Andersen (32.)

2-0 // Lee Rochester (54.)

3-0 // Marc Rochester (63.)

HB Køges startopstilling

Andreas Hansen

Mark Gundelach

Mads Juel Andersen

Alexander Ludwig

Malte Amundsen

Lee Rochester

Mikkel Wohlgemuth

Henrik Madsen

Kristian Andersen

Marc Rochester

Jeppe Simonsen

Udskiftninger

Daniel Arrocha ind // Henrik Madsen ud (65.)

Ahmed Hassan ind // Marc Rochester ud (77.)

Gustav Gjøg ind // Mark Gundelach ud (85.)

Tilskuertal

727 tilskuere på Castus Park