HB Køge kæmpede sig ind det forjættede land – klar til CL gruppespillet
HB Køges kvinder nåede på en pragtfuld sensommeraften på Capelli Sport Stadion i Køge hvad man ikke havde troet muligt for bare få år siden: En plads i Champions League gruppespillet i selskab med de absolut ypperste klubber i europæisk kvindefodbold. Jo, man kniber sig i armen – men kære venner – den er god nok. Vi får endnu tre store European Nights på Capelli Sport Stadion inden årsskiftet……
Foran godt 1.000 feststemte og medlevende tilskuere på Capelli Sport Stadion vandt HB Køge nemlig med 2-0 over det tjekkiske storhold AC Sparta Prag, og går sensationelt videre til UEFA Womens Champions League gruppespil med en samlet sejr på 3-0 fra de to opgør.
En fantastisk præstation af HB Køge-holdet der onsdag aften fik nedkæmpet det teknisk gode tjekkiske hold, der aldrig fandt frem til den kode der kunne åbne østsjællændernes suveræne bagerste skanse, der for syvende gang i otte kampe efter sommerferien holdt modstanderne fra at score. Utrolig præstation.
Det var helt tydeligt fra kampens første dommerfløjt at køgenserne var ramt af nerver. De var en del af den største kamp i deres egen og klubbens historie – det måtte simpelthen ikke smutte ud af hænderne på dem efter den fornemme 1-0 sejr i Prag en uge forinden. Holdet var påpasselige – en enkelt lille fejl kunne blive skæbnesvanger – men bakket op af det fantastiske hjemmepublikum kæmpede HB Køge kvinderne sig frem til den historiske sejr.
Sparta Prag kom den lange vej til Køge fast besluttet på at få hvisket det overraskende nederlag fra hjemmekampen væk. Men HB Køge fik holdt tjekkerne væk fra at tilspille sig nogen nævneværdige chancer, og det der slap gennem den solide bagerste skanse tog keeper Kaylan Marckese sig sikkert af.
HB Køge forsøgte sig mest med lange bolde som tjekkerne havde fuldt styr på. Hjemmeholdet var farligst når bolden blev ført op langs jorden – hvilket gav fine muligheder bl.a. i kampens 12. minut hvor Maddie Pokorny fik muligheden efter en af de velkendte hurtige omstillinger og fire minutter senere hvor Sofie Hornemann skød ved siden af på en god mulighed. I halvlegens sidste minut var Kelly Fitzgerald tæt på med et forsøg efter hjørnespark, men bolden strøg over det tjekkiske mål.
I pausen valgte HB Køges trænerduo Søren Randa-Boldt og Kim Daugaard at skifte målscoren fra den første kamp i Prag, Cornelia Kramer ind på bekostning af Sofie Hornemann.
De tjekkiske gæster fortsatte med at presse på for at få skabt balance i det samlede regnskab, men kom aldrig frem til farlige forsøg – og i kampens 54. minut fik det talstærke publikum så noget at juble over.
Maddie Pokorny erobrede bolden i højre side og satte kursen mod det tjekkiske mål- Hendes aflevering ind i feltet havnede hos Cecilie Fløe Nielsen, der flot sparkede bolden ned i modsatte hjørne til 1-0 til HB Køge.
Stemningen var euforisk på Capelli Sport Stadion.
Efter scoringen trak køgenserne sig tilbage og overlod endnu mere initiativ til Sparta Prag, og satsede på at fange tjekkerne i et hurtigt opløb og dermed lukke kampen definitivt.
Det lykkedes – i kampens 82. minut opsnappede Cornelia Kramer en svag tjekkisk aflevering og satte afsted mod mål hvor kun målvogterske Alexandra Valickova var sidste forhindring. Kramer trak elegant uden om den fremstormende tjekkiske keeper og lagde bolden ind i det tomme mål.
2-0 – pladsen i Champions League gruppespillet var en realitet, og resten af kampen væltede klapsalverne ned mod de fantastisk heroisk kæmpende HB Køge spillere, og jubelen steg en tand eller to højere da den tyske dommer Karoline Wacker pustede i fløjten for sidste gang.
Kæmpe tillykke til HB Køge – nu venter vi alle blot med spænding på lodtrækningen til gruppespillet i Europas fornemmeste turnering for kvinder.
Lodtrækningen foretages på mandag den 13. september. Mindst ét af Europas rigtigt store klubber er på vej til at møde HB Køges stormtropper – om det så bliver FC Bayern München, Paris SG, Chelsea FC eller FC Barcelona – ja, det kan kun lodtrækningen give svar på.
Vi glæder os vanvittigt til de kommende måneder.
HB Køge – AC Sparta Prag // 2-0 (0-0)
1-0 // Cecilie Fløe Nielsen (54. min).
2-0 // Cornelia Kramer (82. min).
HB Køge opstilling:
Kaylan Marckese
Emma Færge
Selma Svendsen
Laura Guldbjerg Pedersen
Isabella Obaze
Kelly Fitzgerald
Lauren Sajewich
Maddie Pokorny
Kyra Carusa
Sofie Hornemann
Cecilie Fløe Nielsen
Udskiftning:
Sofie Hornemann ud // Cornelia Kramer ind // (46. min.)
Kyra Carusa ud // Maria Uhre Nielsen ind // 88. min)
990 tilskuere på Capelli Sport Stadion i Køge