Jublen var stor da dommerens fløjte lod for sidste gang, da HB Køge tirsdag aften havde besøg af topholdet fra Vejle. Tre point blev sikret, og det efter en god fodboldkamp, hvor HB Køge virkelig bød gæsterne op til dans, og hvor HB Køge i sidste halvdel af anden halvleg lykkedes med at vende 0-1 til 2-1.
Efter en jævnbyrdig og chancefattig første halvleg kom der for alvor gang i tingene efter pausen, og efter 62 minutter kunne NordicBet LIGAENs topscorer, Kjartan Finnbogason, heade bolden i kassen på sin første boldberøring, ganske kort efter sin indskiftning. På sidelinjen stod nigerianske Effiong Nsungusi Jnr. dog klar til at komme på banen, og han skulle vise sig at gøre en mindst lige så god entré som Finnbogason havde gjort det.
Få sekunder efter at være kommet på banen modtog Nsungusi bolden fra Stephan Petersen. Med ryggen til målet brugte den 20-årige angriber sin førsteberøring til at vende på en tallerken, og så kanonerede han ellers bolden op i det lange hjørne. Et vidunderligt mål, der ikke bare bragte balance i regnskabet, men som også var startskuddet til en rigtig stærk HB Køge-periode frem mod kampens afslutning.
79 minutter inde i kampen faldt afgørelsen så, og igen var der tale om et sandt drømmemål. Denne gang sat ind af anfører Martin Vingaard, der ikke tidligere havde scoret i HB Køge-trøjen. Vingaard modtog bolden på egen banehalvdel, fik den forbi en modstander, og bankede til bolden for fuld power. Læderkuglen fløj og fløj og alle kunne se det. Retningen var helt rigtig, og Vejlekeeper Thomas Hagelskjær var for langt ude af sit mål. Bolden strøg direkte i kassen og jublen kunne for alvor bryde ud i HB Køge-lejren.
I kampens afslutning var HB Køge tættere på 3-1 end Vejle var på en udligning. Gæsterne formåede aldrig at få lagt et pres mod HB Køge-målet. Til gengæld havde både Martin Koch Helsted og i to omgange Effiong Nsungusi Jnr. rigtig fine muligheder, der kunne have øget føringen.
Det blev ved 2-1, og det var altså noget af en skalp, som HB Køge fik med sig fra kampen. Vejle havde nemlig inden tirsdagens kamp ikke tabt en eneste kamp på udebane i løbet af sæsonen. Det har de nu, og HB Køge har nu hentet to sejre i de seneste to hjemmebanekampe.
På søndag den 5. juli venter endnu en vigtig kamp. Denne gang hedder modstanderen Hvidovre IF på udebane i et forbudt for børn opgør. Kampen spilles kl. 13.00 og vises på Viaplay.
HB Køge – Vejle // 2 – 1
0-1 // Kjartan Finnbogason (62.)
1-1 // Effiong Nsungusi Jnr. (67.)
2-1 // Martin Vingaard (79.)
HB Køges startopstilling
Kevin Mendoza
Mark Gundelach
Magnus Wørts
Marian Huja
Mathias Høst
Stephan Petersen
Magnus Häuser
Martin Vingaard
Jubril Adedeji
Liam Jordan
Martin Koch Helsted
Udskiftninger
Effiong Nsungusi Jnr. ind // Liam Jordan ud (66.)
Marius Elvius ind // Jubril Adedeji ud (87.)
Tilskuertal
400 tilskuere på Capelli Sport Stadion