HB Køge vandt torsdag eftermiddag en fortjent sejr på 1-0 over Vendsyssel FF. Matchvinder blev Philip Zinckernagel, der kort efter pausen blev spillet alene igennem og med en kold afslutning sparkede bolden forbi gæsternes keeper, der var prisgivet i situationen.
Det var ellers ikke oplagte målchancer der var flest af kampen, men enkelte blev det til undervejs. I første halvleg var det gæsterne der tegnede sig for den første gode mulighed, men her reddede Frederik Due flot til hjørnespark. I den anden ende var Anders Kaagh, der vandt langt størstedelen af sine luftdueller i løbet af kampen, tæt på med et hovedstød, som dog i sidste øjeblik blev sparket væk på selve målstregen.
Men før pausen pausen var der altså langt mellem de helt åbne målchancer, men det var dog alligevel HB Køge der var mest på bolden og som havde de fleste forsøg mod mål. Det blev dog sjældent rigtig farligt.
Farligt blev dog det efter 52 minutter, hvor Zinckernagel prikkede bolden i nettet.
HB Køges defensiv stod godt, selvom der var afbud fra en skadet Søren Henriksen og karantæneramte Eddi Gomes, men backkæden med Arrocha, Geertsen, Richter og Anders Nielsen stod godt og lod det sjældent blive farligt foran Frederik Dues mål. Due selv leverede en ny stærk præstation med sikkerhed i sine indgreb ved de mange indlæg som Vendsyssel begyndte at smide ind i boksen i jagten på en udligning.
HB Køge sluttede i øvrigt kampen med bare ti mand på banen da Daniel Arrocha efter 71 minutter blev præsenteret for sit andet gule kort. En kendelse af de hårde set i det lys at Arrocha kun begik to frispark i hele kampen.
Vendsyssel prøvede at etablere et pres mod HB Køge-målet i slutningen, men defensiven holdt stand og sejren blev kørt hjem. HB Køge holder dermed fast i sjettepladsen i NordicBet Ligaen.
Næste hjemmekamp spilles i øvrigt allerede på søndag, hvor topholdet Silkeborg gæster SEAS-NVE Park. Den kamp fløjtes i gang kl. 16.00.
Mål
1-0 // Philip Zinckernagel (52.)
Advarsler, HB Køge
Daniel Arrocha og Simon Richter
Udvisning
Daniel Arrocha (71.)
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Daniel Arrocha
Nicolai Geertsen
Simon Richter
Anders Nielsen
Jannik Skov Hansen
Morten Karlsen
Rasmus Nielsen
Sylvester Seeger-Hansen
Philip Zinckernagel
Anders Kaagh
Udskiftninger
Vito Hammershøy-Mistrati ind // Sylvester Seeger-Hansen ud (61.)
Oliver Jørgensen ind // Nicolai Geertsen ud (73.)
Thobias Ndungu ind // Philip Zinckernagel ud (73.)
Tilskuertal
938 tilskuere på SEAS-NVE Park