HB Køge havde fredag aften besøg af topholdet Viborg – det eneste hold i 1. Division, som HB Køge inden aftenens kamp ikke havde taget point fra i indeværende sæson. Sådan er det stadig.
Henrik Pedersens tropper havde dog stor, stor ære af fredagens kamp på Herfølge Stadion, og HB Køge kunne sagtens have fået point med fra kampen, men sådan skulle det desværre ikke være. Begge hold kom flyvende fra start, og i løbet af kampens første fem minutter var der sendt afslutninger af sted i begge ender, mens HB Køge i en enkelt situation følte sig snydt for et straffespark, der dog ikke blev dømt.
HB Køge spillede ganske glimrende før pausen, og det var ikke til at se at Viborg for en måneds tid siden havde slået HB Køge ganske overbevisende med 2-0 i Viborg. HB Køge leverede ganske enkelt en rigtig stærk præstation. Målene udeblev dog, og så var det i stedet en tilfældighed der skulle sende Viborg i front.
En afslutning fra Jeppe Curth i det lille felt blev fra kort afstand banket direkte op på Alexander Ludwigs højre hånd. Dommeren blæste i fløjten, straffespark og 1-0 til Viborg på en scoring af Serge Deble.
En bitter afslutning på en ganske fin første halvleg fra HB Køges side.
Efter pausen kom Viborg bedst fra land. Gæsterne lukkede fint ned for HB Køge, og truede selv på hurtige omstillinger, selvom det dog var småt med de helt åbne målchancer.
HB Køge kæmpede sig dog tilbage i kampen og med tyve minutter igen var det i et par situationer tæt på. Først sparkede Brandão snert over mål, dernæst var Kristian Andersens et enkelt træk fra at komme helt fri i feltet efter flot opspil i HB Køges højreside, og minuttet efter blev Bruninho brutalt nedlagt i feltet. Et klokkeklart straffespark, som dog ikke blev dømt. Benspændet kunne både ses og høres af langt de fleste på Herfølge Stadion. Dommeren undtaget.
Det manglende straffespark slog ikke HB Køge ud. De blå-sorte fik lagt en mindre pres mod Viborg-målet og Kristian Pedersens hovedstød efter hjørne var det tætteste HB Køge kom på en udligning. Viborg-keeper Peter Friis nåede dog ned og fik reddet bolden ved fjerneste stolpe.
Kampen sluttede uden yderligere scoringer og dermed kunne Viborg glæde sig over tre point og en sejr, der sender dem snublende nær oprykning til Alka Superligaen. HB Køge kæmper i midten af 1. Division for at slutte så højt som muligt. Både femte- og fjerdepladsen er inden for rækkevidde. Næste kamp spilles på torsdag den 14. maj kl. 13.00 i Vejle.
HB Køge – Viborg // 0 – 1
0-1 // Serge Deble, str. (35.)
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Mark Gundelach
Søren Henriksen
Alexander Ludwig
Kristian Pedersen
Bruninho
Rasmus Nielsen
Jonas Thomsen
Kristian Andersen
Kristoffer Munksgaard
Brandão
Udskiftninger
Philip Zinckernagel ind // Kristoffer Munksgaard ud (65.)
Nikolaj Hansen ind // Jonas Thomsen ud (76.)
Delphin Tshiembe ind // Mark Gundelach ud (85.)
Tilskuertal
1.130 tilskuere på Herfølge Stadion