HB Køge er klar til 2. runde af DBU Pokalen efter 5-0 på udebane mod Sjællandsseriemandskabet Herlufsholm. Til kampen havde cheftræner Henrik Lehm valgt at stille med en lang række af de unge talenter i førsteholdstruppen, og gennemsnitsalderen i startopstillingen var blot 19 år…
HB Køges unge mandskab startede kampen fint og var i god kontrol, og allerede efter et kvarter kom føringsmålet. Erik Törnros steg til vejrs i feltet og headede Peter Therkildsens indlæg ind over stregen. Ti minutter senere var Törnros tæt på igen, men afslutningen tæt under mål ramte stolpen.
Svenskeren blev dog alligevel dobbelt målscorer. En halv time inde i kampen blev HB Køge tildelt et frispark lidt uden for feltet, og her gjorde Törnros det samme som han gjorde mod Fremad Amager i weekenden. Sparkede bolden i kassen.
2-0-målet fik HB Køge til at slippe speederen en smule, og tillod hjemmeholdet spillemæssigt at komme ind i kampen. Herlufsholm kom også frem til et par chancer i halvlegens sidste kvarter.
Efter pausen steppede HB Køge op igen. Hjemmeholdet havde brugt mange kræfter, og som kampen skred frem begyndte det at kunne ses. HB Køge fik flere chancer og i kampens sidste halve time scorede HB Køge tre gange.
Først bankede U19-spilleren – og debutanten – Alexander Laustrup bolden op i målhjørnet, og ti minutters tid senere var det Oliver Lassen, der ligeledes debuterede, der kunne prikke 4-0-målet i nettet.
Ti minutter før tid var det så Rafael Mortensen, scorede lukkede kampen med sit første mål for HB Køge.
Lodtrækningen til 2. runde af DBU Pokalen foretages fredag den 11. august.
Herlufsholm Fodbold – HB Køge // 0 – 5
0-1 // Erik Törnros (15.)
0-2 // Erik Törnros (29.)
0-3 // Alexander Laustrup (63.)
0-4 // Oliver Lassen (74.)
0-5 // Rafael Mortensen (81.)
HB Køges startopstilling
Mathias Würtz (debut)
Gustav Gjøg
Alexander Laustrup (U19) (debut)
Herve Gamys
Peter Therkildsen
Ahmed Hassan
Christian Jensen (U19)
Magnus Häuser
Oliver Lassen (debut)
Rafael Mortensen
Erik Törnros
Udskiftninger
Kristian Andersen ind // Erik Törnros ud (64.)
Lee Rochester ind // Magnus Häuser ud (70.)
Tilskuertal
Cirka 300 tilskuere på Seiffert Arena, Herlufsholm