shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Hobro – HB Køge

Hobro 0 - 0 HB Køge
21 apr 2014

HB Køge tørnede 2. Påskedag på udebane sammen med NordicBet Ligaens tophold Hobro. Det blev en ganske jævnbyrdig affære, hvor især de to holds defensive præstationer blev afgørende for kampens resultat.

 

Opgøret startede fint for begge holds vedkommende med muligheder i begge ender. For HB Køge forsøgte Jeppe Kjær sig optimistisk fra distancen et par gange, og i den anden ende leverede Frederik Due et par glimrende redninger på forsøg fra Martin Thomsen og Mads Jessen.

 

Det var dog hjemmeholdet der sluttede bedst af i første halvleg, hvor de fik sat sig på spillet og kom først på de fleste andenbolde. HB Køges defensiv stod dog godt og lod det kun sjældent blive rigtig farligt.

 

Efter pausen kom HB Køge bedst fra start. Man lykkedes med presspillet og langt de fleste andenbolde endte også på HB Køge-fødder. Mange indlæg og bolde blev sendt frem mod angrebsduoen Kaagh og Kjær, men Hobros defensiv var svær at nedbryde, og i første del af anden halvleg var det ikke mange chancer de 1.668 tilskuere så.

 

Det ændrede sig dog i kampens sidste tyve minutter. Først leverede Frederik Due en glimrende redning på et Hobro-hovedstød, og derefter var det HB Køges tur til at blive farlige foran mål.

 

Først manglede Eddi Gomes kun lige det sidste i at få ram på et frisparksindlæg fra Vito Hammershøy-Mistrati, og kort efter sparkede Vito Hammershøy-Mistrati på kassen fra distancen. Hobro-keeper Jesper Rask greb dog sikkert bolden i den situation.

 

Kort efter måtte hjemmeholdets målmand give hjørnespark da Jeppe Kjær blev sendt afsted i dybden, og få minutter senere kunne Rask kun halvklare på endnu et optimistisk forsøg fra distancen fra samme Kjær.

 

Det sidste kvarter var HB Køge en mand i overtal da Hobros Jonas Damborg blev præsenteret for sin advarsel nummer to i kampen, og det betød at HB Køge lagde pres på mod slutningen. Hobro stod dog godt i defensiven, og lod sig ikke overspille. Det gjorde HB Køge heller ikke, og den ene gang hjemmeholdets Tobias Perch-Nielsen var ved at slippe igennem på en omstilling mod slutningen af kampen, der var Frederik Due vågen i HBK-målet og kom sikkert ud og sikrede bolden.

 

Opgøret sluttede som det startede, uden scoringer.

 

Næste opgave for HB Køge er på søndag den 27. april kl. 15.00 på SEAS-NVE Park, hvor Fredericia kommer på besøg.

 

Mål

Ingen

 

Udvisning

Jonas Damborg, Hobro (76.)

 

Advarsler, HB Køge

Morten Karlsen og Eddi Gomes

 

HB Køges startopstilling

Frederik Due

Daniel Arrocha

Søren Henriksen

Eddi Gomes

Anders Nielsen

Simon Richter

Morten Karlsen

Rasmus Nielsen

Vito Hammershøy-Mistrati

Anders Kaagh

Jeppe Kjær

 

Udskiftning

Jannik Skov Hansen ind // Vito Hammershøy-Mistrati ud (84.)

 

Tilskuertal

1.682 tilskuere på DS Arena