HB Køge var i modvind i søndagens udekamp mod Hvidovre, og at hjemmeholdet ikke var foran ved pausen kan HB Køge i høj grad takke en særdeles velspillende Kevin Mendoza i målet for. Flere gange undervejs i første halvleg måtte HBK-keeperen redde sit hold, og forhindre en Hvidovre-scoring.
Hos HB Køge var der dog også et par muligheder i en første halvleg, hvor holdet dog ikke for alvor fandt sit fodfæste. Mark Gundelach stod for det bedste forsøg, da han fra kanten af feltet bankede bolden på stolpen.
I pausen blev der rettet op på nogle ting, og HB Køge fik langt bedre fat om kampen i anden halvleg. Særligt efter Jubril Adedejis føringsmål var det HB Køge, der satte sig fint på kampen, og med flere muligheder. Desværre uden udbytte.
Tyve minutter før tid tacklede Stephan Petersen sig i stedet til et direkte rødt kort, og så måtte de resterende ti spillere fighte sig igennem kampens afslutning, hvor hjemmeholdet igen tiltvang sig kampovertaget. Men en stærk defensiv præstation, og igen flere gode indgreb fra Kevin Mendoza forhindrede i lang tid den Hvidovre-udligning, der lå i luften.
Ét minut før den ordinære spilletids udløb kom den så, udligningen. Efter et hjørnespark endte bolden ved fjerneste stang hos Aleksander Lazarevic, der fladt sparkede bolden i nettet, selvom både Magnus Wørts og Kevin Mendoza i flyvende stil forsøgte at forhindre udligningen.
Kampen endte uden yderligere scoringer, og der er nu lagt i kakkelovnen til endnu en vigtig kamp, måske den vigtigste, når HB Køge på lørdag den 11. juli møder Nykøbing FC på udebane.
Hvidovre – HB Køge // 1 – 1
0-1 // Jubril Adedeji (51.)
1-1 // Aleksandar Lazarevic (89.)
Udvisning, HB Køge
Stephan Petersen (69.)
HB Køges startopstilling
Kevin Mendoza
Mark Gundelach
Magnus Häuser
Marian Huja
Mathias Høst
Stephan Petersen
Martin Vingaard
Magnus Häuser
Jubril Adedeji
Effiong Nsungusi Jnr.
Martin Koch Helsted
Udskiftninger
Liam Jordan ind // Effiong Nsungusi Jnr. ud (71.)
Marius Elvius ind // Jubril Adedeji ud (80.(
Jakoib Johansson ind // Martin Vingaard ud (80.)
Jean Claude Bozga ind // Martin Koch Helsted ud (86.)