HB Køge havde vundet sæsonens første to indbyrdes opgør mod Hvidovre, men for det rødklædte mandskab fra Hvidovre var tredje gang lykkens gang. På hjemmebane vandt holdet nemlig med 1-0 over Per Frandsens tropper, der dermed ikke formåede at følge op på midtugens 2-0-sejr over Brønshøj.
Det var ellers de sort/blå gæster der på Kæmpernes Arena i Hvidovre kom bedst fra start, og i løbet af kampens første ti minutter kom HB Køge frem til et par hjørnespark, hvoraf det ved et enkelt af dem lykkedes at få sendt bolden i nettet. Desværre for HB Køge blev der dog i situationen fløjtet for frispark til Hvidovre.
Omkring tyve minutter inde i kampen begyndte Hvidovre at røre på sig offensivt, og et par gange på kort tid måtte Frederik Due agere redningsmand i målet. Efter 27 minutter gik det dog galt i forbindelse med et hjørnespark. Her kom Hvidovres Thomas Wiil-Andersen først på indlægget og han kunne med et hårdt hovedstød bringe hjemmeholdet foran.
Stillingen holdt til pausen efter en ganske jævnbyrdig affære.
Efter pausen forsøgte Vito Hammershøy-Mistrati sig med et godt hovedstød, men afslutningen blev reddet på stregen, helt ude ved stolpen. Den afslutning var en af relativt få farlige momenter efter pausen, der i stedet fra begge holds sider var præget af en del fejlafleveringer i opspillet.
Med et kvarter tilbage af kampen blev den unge angriber Sebastian Krogdahl sendt på banen i stedet for Vito Hammershøy-Mistrati i jagten på en udligning, men trods den offensive indskiftning så var det kun ganske få gange at det for alvor blev farligt foran hjemmeholdets mål, der blev forsvaret godt, og så endte det hele med Hvidovres første sejr over HB Køge i femte forsøg gennem tiden.
HB Køges næste kamp spilles på Kristi Himmelfartsdag, torsdag den 29. maj kl. 15.00 på SEAS-NVE Park, hvor Vendsyssel er modstanderen, og bare tre dage senere gælder det rækkens tophold Silkeborg. En kamp der er sæsonens sidste hjemmekamp og som fløjtes i gang søndag den 1. juni kl. 16.00.
Mål
1-0 // Thomas Wiil-Andersen (27.)
Advarsler, HB Køge
Eddi Gomes og Sebastian Krogdahl
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Daniel Arrocha
Nicolai Geertsen
Eddi Gomes
Simon Richter
Sylvester Seeger-Hansen
Rasmus Nielsen
Morten Karlsen
Vito Hammershøy-Mistrati
Philip Zinckernagel
Anders Kaagh
Udskiftninger
Thobias Ndungu ind // Nicolai Geertsen ud (43.)
Anders Nielsen ind // Daniel Arrocha ud (54.)
Sebastian Krogdahl ind // Vito Hammershøy-Mistrati ud (73.)
Tilskuertal
1.078 tilskuere på Kæmpernes Arena