shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Næstved – HB Køge

Næstved 1 - 2 HB Køge
13 aug 2010Næstved Stadion

HB Køge hentede fredag aften sæsonens første sejr, da man på udebane kunne forlade Næstved Stadion med tre point i sportstaskerne.

 

Auris tropper fik ellers en utrolig svær start på kampen, da man allerede efter 13 minutter  kom bagud med 0-1 på Felipe Garcias scoring. Brasilianeren blev spillet flot fri og passerede Morten H. Jensen, der havde fået chancen i HB Køges mål.

 

Næstved sad godt på kampen i den første halvdel af første halvleg, men flere gode indgreb fra Morten H. Jensen sikrede, at HB Køge stadig var med i kampen.

 

Omkring den halve time fik HB Køge bedre fat i kampen. Simon Christoffersen var tæt på efter et godt indlæg fra Bo Storm, mens Søren Nielsen kunne se træværket redde for Næstved få minutter senere.

 

Kort efter blev det 1-1, da midtbanedynamoen Lasse Kronborg efter et hjørnespark sendte bolden i kassen til en på daværende tidspunkt fortjent udligning. Fra sin position i højre side af feltet sparkede Kronborg bolden i kassen med venstrebenet.

 

HB Køge kom i det hele taget langt bedre med i halvlegens sidste tyve minutter, og der blev vist langt bedre offensive takter.

 

Den stigende formkurve fortsatte efter pausen, hvor først Simon Makienok Christoffersen sparkede snert forbi og siden Kristian Geertsen måtte se Frederik Vang Larsen redde en afslutning efter et HBK-hjørne.

 

Der stod HB Køge på det meste efter pausen, og det trak i den grad op til en scoring til HB Køge. Tyve minutter efter pausen kunne Simon Makienok Christoffersen se et hovedstød ramme overliggeren, inden Fabinho med et flot og velplaceret hovedstød kunne bringe HB Køge på 2-1, og dermed sikre sig selv rollen som matchvinder i fredagens lokalopgør mod Næstved.

 

Hjemmeholdet sluttede i øvrigt kampen med ti mand da holdets anfører Henrik Madsen blev præsenteret for to gule kort af dommer Kenn Hansen.

 

HB Køges næste kamp spilles søndag den 22. august, hvor man kl. 13.00 møder Hvidovre i endnu en udekamp.

 

Mål

1-0 // Felipe Garcia (13.)

1-1 // Lasse Kronborg (38.)

1-2 // Fabinho (76.)

 

Udvisning

Henrik Madsen (2xgult), Næstved (73.)

 

Advarsler

Kristian Bo Andersen, Næstved

Stefan Hansen og Fabinho, HB Køge

 

HB Køges startopstilling

Morten H. Jensen

Kristian Geertsen

Thomas G. Christensen

Stefan Hansen

Thomas Sørensen

Fabinho

Lasse Kronborg

Marcel Rømer

Søren Nielsen

Bo Storm

Simon Makienok Christoffersen

 

Udskiftninger

Nicolaj Madsen ind // Marcel Rømer ud (28.)

Arman Mehakovic ind // Lasse Kronborg ud (63.)

Martin Due ind // Bo Storm ud (90.)

 

Tilskuertal

1.090 tilskuere på Næstved Stadion