HB Køge og Næstved mødtes onsdag aften i 1. runde af DBU Pokalen, og det blev en pokalkamp, hvor HB Køge spillede sig videre til næste runde, men det blev også en kamp, hvor uheldene haglede ned over HB Køge, som brugte deres tredje og sidste udskiftning allerede i pausen. Alle på grund af skader.
Først måtte Mikkel Gram-Jensen udgå med en finger, der var gået af led. Dernæst forlod Jannik Skov Hansen banen med en alvorlig skulderskade, og kort inden pausen vred Daniel Arrocha om på anklen – heller ikke han kunne fortsætte.
Tilbage til selve lokalopgøret, der desværre ikke blev en kamp, hvor HB Køge genvandt fodfæste efter den sløje indsats mod FC Roskilde. Faktisk stod man efter de 90 minutter med fornemmelse af, at Næstved sagtens kunne have gjort en hurtig ende på HB Køges pokaleventyr, og at det bestemt ikke ville have været stik i mod chancefordelingen.
HB Køge haltede hele tiden lidt efter på de dyder, som normalt kendetegner holdet. Aggressivt og konsekvent pres samt et hidsigt genpres. Samtidig havde man svært ved at finde melodien rent offensivt, hvor timingen ved flere lejligheder manglede i løb og iscenesættelse.
Selvom Næstved førte på antal chancer efter første halvleg, så var det alligevel HB Køge, der havde været tættest på, da Philip Zinckernagel midt i halvlegen kom først til en stikning, som Næstveds amerikanske målmand noget besynderligt ikke gik ud og afværgede i opløbet. Zinckernagels afslutning tog dog stolpen og røg til målspark.
Efter pausen fortsatte samme kampbillede, og Næstved-spillerne begyndte så småt at få færten af en lille pokaloverraskelse. Men bedst som hjemmeholdet pressede på, scorede HB Køge kynisk efter et hjørnespark, da Sylvester Seeger-Hansen sparkede bolden i kassen tæt under mål efter Søren Henriksen havde fået hovedet på ved bageste stang.
HB Køge fik efter scoringen flere og flere omstillinger qua det, at Næstved ihærdigt opsøgte en udlignende scoring. Brandão overløb to gange Næstved-defensiven men overplacerede også begge gange sit skud. Det blev i stedet Phillip Zinckernagel som skulle afgøre kampen med lidt af en perle.
Efter at have genvundet bolden på egen banehalvdel blev hurtigløberen spillet dybt. Zinckernagel afdriblede Næstved-målmanden på skovtur for derefter at sætte det forløsende skud i kassen.
Men Næstved gav ikke op, og de fik da også reduceret til 1-2, og HB Køges indskiftede keeper Frederik Due fik i de sidste ti minutter lige lovlig meget at se til. Han blev efterfølgende kåret til kampens pokalfighter for HB Køge, hvilket også indikerer, hvad det var for en pokalkamp, tilskuerne var vidne til på Næstved Stadion.
Sejren og det videre avancement kan HB Køge-spillerne tage med, men det spillemæssige lod endnu en gang meget tilbage at ønske.
I 2. runde af DBU Pokalen skal HB Køge en tur til Fyn, hvor 2. Divisionsholdet Næsby venter.
Mål
0-1 // Sylvester Seeger-Hansen (66.)
0-2 // Philip Zinckernagel (78.)
1-2 // Kasper Mertz (83.)
Advarsler, HB Køge
Philip Zinckernagel
HB Køges startopstilling
Mikkel Gram-Jensen
Daniel Arrocha
Søren Henriksen
Casper Grønn
Anders Nielsen
Jannik Skov Hansen
Rasmus Nielsen
Samuel Owolabi
Sylvester Seeger-Hansen
Philip Zinckernagel
Brandão
Udskiftninger
Frederik Due ind // Mikkel Gram-Jensen ud (4.)
Bruninho ind // Jannik Skov Hansen ud (36.)
Kristian Pedersen ind // Daniel Arrocha ud (46.)
Tilskuertal
573 tilskuere på Næstved Stadion