Der var chancer i begge ender og til flere end de to mål det endte med da HB Køge mandag aften var på taget til lokalopgør i Næstved. 736 tilskuere så de to hold score hver en enkelt gang og dele pointene ligeligt mellem sig.
Næstved kom bedst fra start i kampen med flere lige-ved-og-næsten muligheder i løbet af de første ti minutter. Herefter kom HB Køge i gang, og efter et kvarters tid sparkede Jeppe Simonsen på overliggeren. Resten af halvlegen bølgede jævnbyrdigt frem og tilbage med indlæg og hjørnespark i begge ender. De to holds defensiv var dog dygtige til at få afvist modstandernes offensive aktioner.
Sådan var det i hvert fald indtil tre minutter før pausen. Her førte Marc Rochester, der var tilbage efter et par kampes skadespause, bolden frem inden han lagde bolden af til Lee Rochester, der efter et enkelt træk kunne sparke sit første sæsonmål i kassen. Pauseføring til HB Køge på 1-0.
Glæden varede dog kort for HB Køge. Tre minutter efter pausen blev hjemmeholdet tilkendt et frispark. Det udnyttede Jeppe Illum til at bringe balance i regnskabet, og efter fire clean-sheets i træk måtte Andreas Hansen altså lade sig passere for første gang siden den 1. september. Også her hed målscoreren Jeppe Illum.
Tyve minutter før tid blev HB Køge tilkendt et straffespark da en Næstvedforsvarer fik sat hånden på bolden i feltet. Marc Rochester tog ansvaret på sine skuldre og sparkerede i Næstvedkeeperens højre side. Desværre sprang Sebastian Olsen til den rigtige side og forhindrede dermed en ny HBK-føring.
Ganske kort efter stod Sebastian Olsen igen i vejen. Denne gang var det Jeppe Simonsen, der var tæt på, men en stor redning holdt Simonsen fra at komme på måltavlen. Samme Simonsen var i overtiden også tæt på, men måtte her se sit forsøg reddet på målstregen inden returen røg ud over baglinien til målspark.
HB Køge havde chancerne til sejren, men Næstved havde bestemt også deres chancer, og dermed må pointdelingen siges at være et ganske fair resultat set over hele kampen.
Næste kamp spilles søndag den 16. oktober kl. 13.45, hvor HB Køge hjemme på Castus Park får besøg af Skive IK. En kamp mellem nummer tre og to i tabellen.
Næstved – HB Køge // 1 – 1 (0 – 1)
0-1 // Lee Rochester (42.)
1-1 // Jeppe lllum (48.)
HB Køges startopstilling
Andreas Hansen
Mark Gundelach
Mads Juel Andersen
Alexander Ludwig
Malte Amundsen (U19)
Lee Rochester
Mikkel Wohlgemuth
Henrik Madsen
Kristian Andersen
Marc Rochester
Jeppe Simonsen
Udskiftninger
Ingen
Tilskuertal
736 tilskuere på Euro Outlets Stadion