Der var lokalopgør i 3. runde af DBU Pokalen, hvor HB Køge på udebane tørnede sammen med Næstved. Som i de seneste pokalkampe havde cheftræner Henrik Lehm givet plads til en række af de spillere, der ikke normalt spiller så meget i NordicBet LIGAEN. Det gav blandt andet startpladser til unge spillere som Gustav Gjøg, Peter Therkildsen, Magnus Häuser, Oliver Lassen og Ahmed Hassan. Og de tre sidstnævnte skulle alle få en hovedrolle, skulle det vise sig.
HB Køge startede kampen fint, men det var småt med chancerne til begge hold i indledningen af kampen, der blev spillet på en halvtung træningsbane ved siden af Næstved Stadion, der i øjeblikket er ved at få lagt varme i græsset og installeret nyt lysanlæg.
Midtvejs i kampen tog Næstved dog føringen på et straffespark sat ind af Kasper Mertz, men efter scoringen satte HB Køge sig mere på kampen.
Ti minutter efter Næstveds føringsmål var HB Køge tæt på en udligning. Et flot indlæg fra Alexander Bah endte hos Erik Törnros, der desværre headede lige forbi Næstvedmålet, men to minutter senere kom udligningen. Denne gang var det Erik Törnros, der med et perfekt indlæg fra Oliver Lassen i feltet. Lassen svigtede ikke, og med hovedet scorede han – igen. Det var den unge offensivspillers fjerde mål i sin fjerde optræden for HB Køge.
I resten af første halvleg sad HB Køge på spillet og dominerede, men Næstved var farlige på omstillinger, og et minut før pausefløjtet var hjemmeholdet tæt på at bringe sig foran for anden gang i kampen, men afslutningen orøg over mål.
HB Køge kom godt fra start efter pausen, og Alexander Bah havde ti minutter inde i anden halvleg en stor chance, som dog ikke resulterede i mål. Anden halvleg bar i højere grad end første præg af at være en rigtig pokalfight og hårde nærkampe.
Med 25 minutter tilbage af kampen kom HB Køge i front. Ahmed Hassan fik en god bold i dybden, tonsede mod mål, rundede en forsvarer og sparkede så køligt bolden op i hjørnet uden for Næstvedkeeperens rækkevidde. Det var Hassans tredje scoring for HB Køge.
Mod slutningen af kampen begyndte spillet at bølge mere frem og tilbage. Næstved jagtede en sen udligning, men HB Køge var i fin kontrol, og syv minutter før tid slog Magnus Häuser til efter en omstilling. Midtbanespilleren slap af sted i en friløber, trak forbi Næstvedmålmanden, sendte bolden i det tomme mål og lukkede dermed kampen.
To minutter før tid blev 18-årige Mathias Drost, der i 2016 blev kåret som Årets Talent i HB Køge, skiftet ind til sin officielle debut. Tillykke med det!
Kampen sluttede med en fortjent sejr på 3-1. Det betyder, at HB Køge er med i bowlen sammen med 15 andre hold når der trækkes lod til 1/8-finalerne i DBU Pokalen. Kampe der som udgangspunkt afvikles den 24.-26 oktober.
Næstved – HB Køge // 1 – 3
1-0 // Kasper Mertz, straffespark (21.)
1-1 // Oliver Lassen (36.)
1-2 // Ahmed Hassan (66.)
1-3 // Magnus Häuser (83.)
HB Køges startopstilling
Andreas Hansen
Gustav Gjøg
Jean Claude Bozga
Peter Therkildsen
Malte Amundsen
Alexander Bah
Henrik Madsen
Magnus Häuser
Oliver Lassen
Ahmed Hassan
Erik Törnros
Udskiftninger
Rafael Mortensen ind // Erik Törnros ud (46.)
Mikkel Wohlgemuth ind // Henrik Madsen ud (64.)
Mathias Drost (U19) ind (debut) // Ahmed Hassan ud (88.)
Tilskuertal
Ikke oplyst