shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Nykøbing FC – HB Køge

Nykøbing FC 2 - 2 HB Køge
19 nov 2017

Det var kulde, blæst og regn der mødte spillerne og de 274 tilskuere på Slagelse Stadion, der var foretrukket som kamparena da Nykøbing FCs normale hjemmebane ikke var blevet kampklar. Tilskuerne fik sig et halvdramatisk opgør med otte advarsler, fire mål og en sen overtidsudligning af HB Køges topscorer Martin Koch Helsted.

 

I første halvleg sad HB Køge fint på spillet, men mod et kompakt “hjemmehold” havde Henrik Lehms mandskab svært ved at spille sig igennem. I modvinden lukrerede Nykøbing FC på omstillinger, og præcis midtvejs i første halvleg bragte hjemmeholdet sig foran da Mikkel Dahl headede en løs bold ind bag Andreas Hansen.

 

Også i den resterende del af halvleg var HB Køge mest på bolden, men det var så som så med chancerne indtil kort før pausen.

 

Lee Rochester trykkede flot af, men måtte se sit skud blive reddet til hjørne. Det sparkede Malte Amundsen indadskruet ind tæt under mål, hvor Nykøbing i første omgang fik clearet bolden. På kanten af feltet samlede Kristian Andersen bolden op, gik mod baglinien og sendte læderkuglen ind foran mål, hvor Martin Koch Helsted tacklede den i mål til udligning.

 

I anden halvleg var det HB Køge, der spillede i modvind, men alligevel stod der HB Køge på de første af halvlegens chancer. Ti minutter efter pausen sparkede Alexander Bah over mål, og en håndfuld minutter senere faldt bolden ned for fødderne af Magnus Häuser, der i en spids vinkel ligeledes sparkede over.

 

Efter 67 minutter kom Nykøbing FC foran 2-1 da Nicolai Jessen lidt heldigt tacklede sig forbi sin direkte modstander og dernæst knastørt sparkede sit hold i front.

 

HB Køge pressede på for en udligning, men i første omgang var det Nykøbing FC, der var tæt på at øge føringen, da de blev tilkendt et indirekte frispark i HB Køges straffesparksfelt. Med alle mand i muren og Andreas Hansen klar på stregen fik HBK-keeperen flot afværget den store mulighed.

 

Dybt inde i kampens overtid lykkedes det for HB Køge at bringe balance i regnskabet. Et langt udspark fra Andreas Hansen endte hos indskiftede Oliver Lassen, der fandt Bozga, der med en lang tå tvang NFC-keeperen til at give en retur. Den samlede Martin Koch Helsted, og med en kølig inderside sikrede HB Køges topscorer sit hold et enkelt point.

 

Tilbage i fodboldåret 2017 resterer nu blot en enkelt spillerunde. HB Køge tager på søndag den 26. november imod Esbjerg fB. Kampen fløjtes i gang kl. 14.30 på Castus Park.

Nykøbing FC – HB Køge // 2 – 2

1-0 // Mikkel Dahl (22.) 

1-1 // Martin Koch Helsted (44.)

2-1 // Nicolai Jessen (67.)

2-2 // Martin Koch Helsted (94.)

 

Advarsler, Nykøbing FC

Mads Delord, Emil Holten, Nicolai Jessen og Jordan Wilson

 

Advarsler, HB Køge

Malte Amundsen, Alexander Bah, Jean Claude Bozga og Lee Rochester

 

HB Køges startopstilling

Andreas Hansen

Mark Gundelach

Jean Claude Bozga

Daniel Arrocha

Malte Amundsen

Lee Rochester

Henrik Madsen

Magnus Häuser

Alexander Bah

Kristian Andersen

Martin Koch Helsted

 

Udskiftninger

Erik Törnros ind // Alexnader Bah ud (70.)

Gustav Gjøg ind // Mark Gundelach ud (82.)

Oliver Lassen ind // Magnus Häuser ud (87.)

 

Tilskuertal

274 tilskuere på Slagelse Stadion