shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

OB – HB Køge

OB 1 - 0 HB Køge
30 nov 2009

Startformationen var nøjagtig den samme som da HB Køge i sidste weekend måtte indkassere et overtidsnederlag mod FC Nordsjælland, og de gjorde det godt, de elleve bravt kæmpende HBK-spillere.

 

De orangeklædte gæster overraskede alle eksperter ved at stå højt på banen og ved at turde spille spillet. Hjemmeholdet, SAS Ligatopholdet fra OB, fik sjældent ro i det opbyggende spil og HB Køge-spillerne havde held til at stresse guldaspiranterne.

 

18-årige Marcel Rømer testede Roy Caroll med et drilsk hovedstød, og den britiske keeper måtte give hjørnespark. Henrik Toft trykkede af fra distancen et par gange og på højrekanten voldte Sebastian Andersen flere gange Chris Sørensen problemer.

 

I den anden ende gjorde SAS Ligatopscorer Peter Utaka ikke meget væsen af sig. Til gengæld var landsholdsspilleren Johan Absalonsen tæt på et par gange.

 

0-0 ved pausen var ganske fortjent set over spil- og chancefordelingen i de første 45 minutter.

 

I pausen blev der i HB Køges omklædningsrum snakket om at gå ud og fortsætte de takter som holdet især i de første 30 minutter havde stor succes med.

 

Men allerede to minutter efter pausen måtte HBK revurdere det taktiske oplæg da en ellers stærkt spillende Thomas G. Christensen blev præsenteret for det røde kort, da han hev i nødbremsen over for brasilianske Caca der var tæt på at komme alene igennem som følge af Thomas Sørensens skæve tilbagelægning til Lars Bjerring.

 

10 mod 11 så det nu for alvor svært ud for HB Køge og anden halvleg forløb da også med noget der kunne ligne ensrettet trafik mod Lars Bjerrings mål.

 

Auris tropper viste dog et fantastisk fighterhjerte, og jo længere hen i kampen man kom, jo mere så det ud til at OB i offensiven var ved at løbe tør for ideer, og frustrationerne begyndte at vise sig hos hjemmeholdets spillere.

 

Men syv minutter før tid gik den ikke længere. Thomas Helveg smed et milimeterpræcist indlæg ind til Peter Utaka der tog bolden ned, lod den hoppe en enkelt qgang, for derefter at sparke bolden i kassen uden chance for fødselsdagsbarnet Bjerring der stod en god kamp.

 

HBK kom aldrig for alvor i nærheden af en udligning – til det havde man kampen igennem brugt for mange kræfter, og OB var faktisk tættere på 2-0 end HB Køge var på det ene point.

 

I efteråret resterer nu en enkelt kamp – HB Køge tager på søndag en tur til Randers.

 

Mål

1-0 // Peter Utaka (83.)

 

Advarsler

Roy Carroll og Anders Møller Christensen, OB

Sebastian Andersen, HB Køge

 

Udvisning

Thomas G. Christensen, HB Køge (47.)

 

HB Køges startopstilling

Lars Bjerring

Martin Arlofelt

Thomas G. Christensen

Thomas Sørensen

Morten Nielsen

Sebastian Andersen

Lasse Kronborg

Søren Nielsen

Rytis Leliuga

Marcel Rømer

Henrik Toft

 

Udskiftninger

Stefan Hansen ind // Marcel Rømer ud (51.)

Arman Mehakovic ind // Rytis Leliuga ud (74.)

Nicolaj Madsen ind // Lasse Kronborg ud (77.)

 

Tilskuertal

8.458 tilskuere på Fionia Park