HB Køge og Randers tørnede søndag eftermiddag sammen på Essex Park i Randers i en vigtig kamp i bunden af SAS Ligaen.
Det var hjemmeholdet der startede kampen bedst og der var bare spillet ti minutter da Randers bragte sig i front. Mikkel Beckmann tog sig af et frispark et par meter uden for feltet, og den tidligere Lyngby-spiller sendte bolden helt op i hjørnet uden chance for Lars Bjerring i HBK-målet.
Herefter kom HB Køge bedre med i kampen og der var gode chancer til både Henrik Toft og Marcel Rømer. Sidstnævnte måtte i et enkelt tilfælde se overlæggeren redde forsøget.
Der blev ikke scoret yderligere i første halvleg, og derfor kunne Randers gå til pausen foran med 1-0.
HB Køge kom ud til anden halvleg for at jagte en udligning, og den kom, udligningen. Scoringen, der faldt efter et kvarter, var et resultat af godt presspil af HB Køge der ikke tillod Randers-defensiven at få ekspederet bolden ordenligt ud af farezonen, og pludselig landede en lidt løs bold for fødderne af Søren Nielsen, der tæt under mål kunne udplacere Kevin Stuhr Ellegaard i hjemmeholdets mål.
Jubel i HB Køge der havde været det bedst spillende hold på banen efter pausen og på dette tidspunkt spillemæssigt var i teten i kampen.
Men der skulle dog ikke gå meget mere end tre minutter før Randers igen var i front. Rutinerede Søren Berg skar ind i banen, lykkedes med en skudfinte og sendte derefter bolden op i nettaget med venstrepoten. 2-1.
HB Køge forsøgte i resten af kampen af bryde igennem hjemmeholdets defensiv, men det var kun enkelte gange at det blev til de helt store chancer. En af dem tilfaldt Anders Simonsen, men han fik ikke træf på Sebastian Andersens skarpe frisparksindlæg fra venstresiden, og bolden strøg snert forbi stolpen.
Der blev dog ikke scoret yderligere og dermed kravler Randers forbi HB Køge i tabellen på grund af en bedre målscore.
Kampen gav i øvrigt debut til unge Ömer Karatas. Den 19-årige offensivspiller fik det sidste kvarter på banen. Derudover var der for første gang fuld spilletid til 18-årige Marcel Rømer.
Mål
1-0 // Mikkel Beckmann (10.)
1-1 // Søren Nielsen (61.)
2-1 // Søren Berg (64.)
Advarsler
Martin Arlofelt, HBK
HB Køges startopstilling
Lars Bjerring
Martin Arlofelt
Stefan Hansen
Thomas Sørensen
Morten Nielsen
Fabinho
Lasse Kronborg
Søren Nielsen
Sebastian Andersen
Marcel Rømer
Henrik Toft
Udskiftninger
Simon Makienok Christoffersen ind // Henrik Toft ud (46.)
Ömer Karatas ind // Lasse Kronborg ud (75.)
Anders Simonsen ind // Morten Nielsen ud (77.)
Tilskuertal
2.649 tilskuere på Essex Park