For tredje SAS Liga-kamp i træk valgte cheftræner Auri Skarbalius at stille med samme
startopstilling og endnu en gang kunne den spillemæssige fremgang mærkes.
SAS Liga-opgøret på Essex Park startede meget lige med chancer i begge ender. Det var dog HB Køges topscorer Emmanuel Ake der først fik hul på bylden, da han køligt sendte sin fjerde sæsonscoring ind bag Nathan Coe i Randers-målet efter et smart oplæg fra Søren Nielsen. Da var kampen 25 minutter gammel.
HB Køge havde efter scoringen fint styr på Randers-offensiven og sidste sæsons SAS Liga-topscorer Marc Nygaard blev holdt i kort snor af Morten Nielsen og Thomas Sørensen i HB Køges midterforsvar.
Auris orangeklædte udehold spillede en disciplineret omgang fodbold og som følge af hurtigt omstillingsspil kom man frem til flere gode muligheder, hvor man kunne have udbygget føringen. Blandt andre måtte Emmanuel Ake se stolpen redde et forsøg kort efter scoringen – oplægget stod den tidligere Randersspiller Fabinho for.
Stillingen holdt halvegen ud, hvilket medførte at Randers-spillerne blev sendt til pause til lyden af en pibekoncert fra de over 10.000 gratister, mens humøret hos de medrejsende HB Køge-fans naturligt var anderledes højt.
Hjemmeholdet kommer dog bedst ud til anden halvleg og får lagt et pres på HBK, men Lars Bjerring leverede en ny god præstation i HB Køges mål.
HBK var stadig utroligt giftige på hurtige kontraløb, men den sidste skarphed manglede, selvom der var ellers var flere gode muligheder for at få lukket kampen.
Som halvlegen skred frem var det dog alligevel ganske fortjent, at Tidiane Sane med 18 minutter tilbage fik headet udligningen i nettet efter et indlæg fra Mikkel Beckmann i Randers’ venstre side.
Herefter åbnede kampen sig og den udviklede sig til en livlig affære med gode muligheder i begge ender. I HB Køge-målet måtte Lars Bjerring diske op med et par vigtige redninger, mens både Emmanuel Ake, Rytis Leliuga og indskiftede Sebastian Andersen kom frem til gode muligheder i den anden ende af grønsværen.
I en hektisk afslutning med næsten fem minutters overtid blev der ikke scoret yderligere, selvom begge hold havde mulighederne.
1-1 blev kampens resultat, og HB Køge fik dermed et fuldt fortjent point med hjem i sportstaskerne.
I næste uge spilles endnu en vigtig kamp, når HBK på udebane møder FC Midtjylland
Mål
0-1 // Emmanuel Ake (25.)
1-1 // Tidiane Sane (72.)
Advarsler
Henrik Toft, Martin Arlofelt og Søren Nielsen, HB Køge
HB Køges startopstilling
Lars Bjerring
Martin Arlofelt
Thomas Sørensen
Morten Nielsen
Nicklas Svendsen
Fabinho
Kenneth Sørensen
Søren Nielsen
Rytis Leliuga
Emmanuel Ake
Henrik Toft
Udskiftninger
Sebastian Andersen ind // Fabinho ud (70.)
Simon Makienok Christoffersen ind // Henrik Toft ud (75.)
Tilskuertal
10.212 tilskuere på Essex Park