For anden uge i træk måtte HB Køge se sig slået af en potentiel kommende oprykker. Trods en godkendt indsats var Silkeborgs ene – og sene – scoring i første halvleg nok til at sikre jyderne de tre point, der sikrer dem et forspring på fire point ned til Vejle og Vendsyssel lige uden for oprykningszonen.
HB Køge stillede til start uden den normale højreback Mark Gundelach, der plejede en skade. Derfor var der rokeret lidt rundt i bagkæden, hvor der var fundet plads til U19-spilleren Malte Amundsen, der fik sin 10. kamp for HB Køge.
Silkeborg startede kampen bedst og havde i løbet af de første tyve et par fine muligheder, der enten blev stoppet af HB Køges forsvarsspillere eller af Frederik Due, der stod en ganske fin kamp i HB Køges mål. Duen leverede flere gode indgreb i løbet af første halvleg, men måtte fem minutter før pausefløjtet se sig passeret da Jens Martin Gammelby var først over riposten fra et frispark.
I anden halvleg var det fortsat Silkeborg, der var mest på bolden. Foran 1-0 tog de ikke mange chancer rent defensivt, og det gjorde det svært for HB Køge at bryde igennem og for alvor få skabt tvivl om resultatet. Derfor endte det hele med en 1-0-sejr til Silkeborg, der fortsat ligner et rigtig godt bud på den tredje og sidste oprykker.
De to første oprykkere blev fundet i søndagens spillerunde. Der skal herfra lyde et stort tillykke til Lyngby og AC Horsens med oprykningen til Superligaen.
HB Køge har tre kampe tilbage af indeværende sæson. Allerede onsdag aften går det løs på udebane mod lokalrivalerne fra FC Roskilde, og 2. pinsedag kommer FC Helsingør på besøg på Herfølge Stadion i sæsonens sidste hjemmekamp inden sæsonen 2015/16 slutter af på udebane mod Vendsyssel FF.
Mål
1-0 // Jens Martin Gammelby (40.)
Advarsler
Daniel Arrocha, Mikkel Wohlgemuth og Marc Rochester, HB Køge
Robert Skov og Dennis Flinta, Silkeborg
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Daniel Arrocha
Alexander Ludwig
Kristian Pedersen
Malte Amundsen (U19)
Lee Rochester
Mikkel Wohlgemuth
Rasmus Nielsen
Henrik Madsen
Kristian Andersen
Marc Rochester
Udskiftninger
Elias Sørensen (U17) ind // Rasmus Nielsen ud (88.)
Radanfah Abu Bakr ind // Daniel Arrocha ud (55.)
Tilskuertal
2.299 tilskuere på Mascot Park