Der var lagt i ovnen til et vigtigt opgør i bunden af SAS Ligaen da
HBK søndag eftermiddag gæstede Haderslev Fodboldstadion.
SønderjyskE kom til kampen med en stor portion selvtillid i bagagen
efter midtugens 5-0-sejr over FCK i pokalturneringen, mens HBK skulle
forsøge at følge op på sidste weekends udmærkede præstation mod FC
Midtjylland.
Lad det dog være sagt med det samme; kampen var spillemæssigt langt
fra imponerende. Til det var den stride vind og en meget knoldet bane
for store modstandere for begge mandskaber. Til gengæld bød matchen
på masser af tacklinger og hårdt arbejde.
Hjemmeholdet, i første halvleg med vinden i ryggen, startede kampen
bedst og fik lagt et godt pres mod HB Køge-målet, men de helt store
og åbne chancer kom SønderjyskE ikke frem til. En enkelt god mulighed
blev det dog til, men russiske Sidorenkov sparkede hårdt presset af Lars
Bjerring og Lasse Kronborg bolden over kassen fra kanten af feltet.
Efter den halve time fik HBK bedre fat i kampen, og spillet kom mere
og mere til at foregå på sønderjydernes banehalvdel. Et godt angreb
var fem minutter før pausefløjtet tæt på at ende med en scoring.
Emmanuel Ake spillede fikst bolden i retning mod Fabinho, der med en
kropsfinte kom i en god skudposition, men afslutningen endte snert
over David Ousteds mål. Kampens klart største chance.
Anden halvleg startede med HB Køge i førertrøjen, men de helt store
chancer udeblev. Toft forsøgte sig, men blev blokeret i
skudøjeblikket og i den anden ende var det heller ikke meget Lars
Bjerring blev sat på arbejde, og det der kom, tog keeperen sig sikkert
af.
Kampen udviklede sig til en hård slagudveksling på midten af banen
med masser af fight.
Mod slutningen af kampen fik HB Køge lagt et lille pres mod hjemmeholdets
mål og indskiftningen af luftstærke Simon Christoffersen var et par
gange ved at skabe lidt ravage i SønderjyskEs defensiv, hvor der nu
skulle holdes fokus på både Toft og Christoffersen.
Størst mulighed i kampens afslutning tilfaldt netop Christoffersen,
men han fik ikke ordentligt træf på bolden der endte lige i hænderne
på David Ousted.
Kampen endte altså uden scoringer og dermed kunne HB Køge sætte
sæsonens syvende point ind på kontoen.
Cheftræner Auri Skarbalius valgte i øvrigt mod slutningen af kampen
at give debut til den blot 18-årige Marcel Rømer der to minutter før
tid afløste en stærkt spillende Lasse Kronborg.
Mål
0-0
Advarsler
Sebastian Andersen og Lasse Kronborg, HBK
HB Køges startopstilling
Lars Bjerring
Martin Arlofelt
Thomas G. Christensen
Thomas Sørensen
Morten Nielsen
Fabinho
Lasse Kronborg
Søren Nielsen
Sebastian Andersen
Emmanuel Ake
Henrik Toft
Udskiftninger
Simon Makienok Christoffersen ind // Sebastian Andersen ud (71.)
Marcel Rømer ind // Lasse Kronborg ud (88.)
Tilskuertal
2.725 tilskuere på Haderslev Fodboldstadion