HB Køge spillede sig onsdag aften videre til tredje runde af Ekstra Bladet Cup, da man på udebane besejrede Danmarksserieholdet Svebølle.
Det undertippede hjemmehold leverede dog noget af en chokstart, da holdet i første spilleminut bragte sig på 1-0 efter et indlæg som Morten H. Jensen ikke kunne få bokset langt nok væk. Bolden landede hos Svebølles Stephen Jensen der flot sparkede bolden i kassen.
Den overraskende føring holdt dog ikke mere end til kampens sjette spilleminut – da sparkede Lasse Kronborg på kassen fra tyve meters afstand, og den bold strøg flot i nettet til 1-1.
Og efter 27 minutter var Lasse Kronborg tæt på at blive dobbelt målscorer, da han fra distancen bragede bolden på stolpen.
Kort efter tilkæmpede Simon Makienok Christoffersen sig et frispark på kanten af feltet – det behandlede Bo Storm efter fortjeneste da han kælede bolden over muren og op i det nærmeste målhjørne.
2-1 blev til 3-1 efter 31 minutter da Bo Storm lagde en elegant aflevering i dybden til en fremadstormende Arman Mehakovic, der iskoldt sparkede bolden under Svebølle-keeper Nicky Jensen.
Efter pausen skulle der bare gå halvandet minut før det blev 4-1. Simon Makienok Christoffersen nåede højest ved et hjørnespark og pandede bolden i kassen.
Ti minutter senere pyntede hjemmeholdet på resultatet, da Tobias Brenøe fik sparket bolden ind bag Morten H. Jensen.
Flere mål blev det ikke til, og dermed er HB Køge videre til tredje runde i pokalturneringen – lodtrækningen foretages på fredag den 27. august.
Mål
1-0 // Stephen Jensen (1.)
1-1 // Lasse Kronborg (6.)
1-2 // Bo Storm (28.)
1-3 // Arman Mehakovic (31.)
1-4 // Simon Makienok Christoffersen (47.)
2-4 // Tobias Brenøe (56.)
HB Køges startopstilling
Morten H. Jensen
Kristian Geertsen
Thomas Sørensen
Stefan Hansen
Alexander Dige
Bo Storm
Lasse Kronborg
Nicolaj Madsen
Arman Mehakovic
Fabinho
Simon Makienok Christoffersen
Udskiftninger
Nicklas Svendsen ind // Kristian Geertsen ud (46.)
Marcel Rømer ind // Lasse Kronborg ud (63.)
Emmanuel Ake ind // Simon Makienok Christoffersen ud (90.)
Tilskuertal
Cirka 350 tilskuere på Svebølle Stadion