Trods overvægt i både spil og chancer måtte HB Køge søndag eftermiddag tage fra Thisted uden point. Der var skarpheden til forskel.
Allerede efter blot seks minutter tog hjemmeholdet føringen foran 920 tilskuere. Et potentielt farligt HB Køge-angreb blev stoppet af Thisted-defensiven, der fik tacklet og væltet Alexander Bah omkuld i feltet. Straks satte hjemmeholdet gang i en hurtig omstilling, der endte med en afslutning på stolpen og en opsamling af Allan Höwenhoff, der let kunne trille returen i mål.
Det hurtige føringsmål betød at hjemmeholdet kunne spille afventende, og forsøge med hurtige omstillinger. Det betød også, at HB Køge var mest på bolden, og der blev da også skabt adskillige muligheder for en udligning undervejs. Desværre stod stolper, overligger og en stærkt spillende keeper i vejen for HB Køges afslutninger.
Et kvarter inde i kampen tog Alexander Bah en god fight i feltet og fik sendt bolden videre til Erik Törnros, der vendte rundt på en tallerken og sparkede mod mål. Desværre ramte bolden stolpen, og der kom ikke mere ud af den situation.
Ti minutter senere var det Jean Claude Bozga, der var tæt på efter et hjørnespark, men tæt under mål fik rumæneren sendt bolden over Thistedmålet. I den resterende del af første halvleg var der muligheder på omstilling til Thisted, mens HB Køges forsøg var signeret Henrik Madsen og Kristian Andersen. Sidstnævnte med et frispark på kanten af feltet, som desværre blev sparket på overliggeren. Kristian Andersen forsøgte sig også med et hovedstød, men desværre leverede Kevin Mendoza i målet flere små mirakler undervejs.
Straks fra anden halvlegs start fortsatte HB Køges boldbesiddende og chanceskabende spil, men ind ville bolden ikke. Blot et minut var spillet da Mikkel Wohlgemuth sparkede over mål i det lille felt efter glimrende forarbejde af Erik Törnros, og yderligere fem minutter senere blev et Bozga-hovedstød reddet på selve målstregen.
I forsøget på at holde HB Køge fra at udligne valgte Thisted at stille sig helt tilbage og lukrere 100 % på omstillingerne. Og det skulle desværre vise sig at være en fornuftig taktisk disposition. 25 minutter før tid lykkedes hjemmeholdet nemlig – stik mod spil og chancer – at øge føringen til 2-0 efter et standardsituation.
HB Køge jagtede nu en reducering, men 22-årige Mendoza i Thistedmålet stod en glimrende kamp og stod i løbet af kampens sidste kvarter i vejen for afslutninger fra både Bozga og indskiftede Hassan.
Og derfor endte det som det gjorde. Med et nederlag på 0-2 mod oprykkerne, der er kommet stærkt fra start, og som på grund af resultatet overtog HB Køges tredjeplads.
Thisted – HB Køge // 2 – 0
1-0 // Allan Hövenhoff (6.)
2-0 // Glenn Rask (68.)
HB Køges startopstilling
Andreas Hansen
Mark Gundelach
Jean Claude Bozga
Daniel Arrocha
Malte Amundsen
Lee Rochester
Mikkel Wohlgemuth
Kristian Andersen
Henrik Madsen
Alexander Bah
Erik Törnros
Udskiftninger
Rafael Mortensen ind // Lee Rochester ud (46.)
Oliver Lassen ind // Erik Törnros ud (72.)
Ahmed Hassan ind // Alexander Bah ud (86.)
Tilskuertal
920 tilskuere på Sparekassen Thy Arena