I et intenst topopgør på Jokri Park delte HB Køge og hjemmeholdet Vejle pointene ligeligt mellem sig.
HB Køge startede som lyn og torden, og holdets første kamp i foråret var blot fire minutter gammel før Fabinho havde sendt bolden i nettet efter et hjørnespark fra Lasse Kronborg i HB Køges højreside.
Herefter kom Vejle godt med i kampen, men de jyske værter havde svært ved at tilspille sig åbne målchancer mod en stærk HBK-defensiv med to debutanter i startformationen – Kenneth Bjergsted og Andreas Sørensen spillede fuld tid på hver deres back, og begge gjorde det godt.
Vejle var i første halvleg mest på bolden, men HB Køge havde altså godt fat i hjemmeholdets offensiv, og Auris tropper kunne gå til pausen foran 1-0.
Den stilling holdt til et kvarter før tid, hvor indskiftede Thomas Mikkelsen kom først på et indlæg fra højresiden og sendte bolden ind bag en forgæves flyvende Morten H. Jensen.
Bare to minutter senere var HB Køge dog tæt på at bringe sig i front igen efter et flot angreb. Nicolaj Madsen var dog uheldig med ikke at få passeret Kristian Fæste, der diskede op med en god redning på Madsens forsøg fra nært hold.
Kort efter fik Simon Christoffersen med hovedet sendt bolden i nettet, men kampens dommer valgte at underkende målet for et frispark begået af HB Køges topscorer mod Vejle-keeper Fæste. En kendelse der skabte stor undren i HB Køge-lejren, og også tv-billederne viste at kendelsen var mere end tvivlsom.
Kampen sluttede uden flere scoringer og dermed fik HB Køge et enkelt point ud af anstrengelserne i forårspremieren. Næste kamp spilles fredag den 1. april kl. 18.45, hvor Brønshøj kommer forbi SEAS-NVE Park. Husk i øvrigt at Dagens Kampsponsor, Hammershus Bageri, har sørget for gratis adgang til piger i alle aldre til kampen.
Mål
0-1 // Fabinho (4.)
1-1 // Thomas Mikkelsen (75.)
Advarsler
Peter Ankersen, Thomas Mikkelsen, Steffen Kielstrup, Vejle
Søren Nielsen, Nicolaj Madsen, Fabinho og Simon Makienok Christoffersen, HB Køge
HB Køges startopstilling
Morten H. Jensen
Kenneth Bjergsted
Thomas G. Christensen
Stefan Hansen
Andreas Sørensen
Fabinho
Lasse Kronborg
Nicolaj Madsen
Arman Mehakovic
Søren Nielsen
Simon Makienok Christoffersen
Udskiftninger
Fabinho ud // Morten Nielsen ind (69.)
Arman Mehakovic ud // Thomas Sørensen ind (74.)
Tilskuertal
4.199 tilskuere på Jokri Park