Det var et afbudsramt HB Køge-mandskab, der søndag eftermiddag løb på banen på Vejle Stadion. Cheftræner Per Frandsen måtte undvære Nicolai Geertsen, Thobias Ndungu og Rasmus Nielsen, der alle sad ude med karantæne, og derudover måtte Jeppe Kjær melde fra med en skade.
De mange afbud til trods spillede HB Køge en god kamp på Vejle Stadion, hvor man tidligere i sæsonen spillede 0-0. Faktisk var begge hidtidige indbyrdes opgør mellem HB Køge og Vejle i denne sæson endt uafgjort. Senest 1-1 på SEAS-NVE Park for en måneds tid siden.
Søndagens opgør på Vejle Stadion startede som en åben og jævnbyrdig kamp, hvor begge hold forsøgte at spille spillet, men hvor størstedelen af spillet foregik mellem de to felter. HB Køge forsøgte sig flere gange med indlæg – både fra åbent spil og fra hjørnespark, men i Vejlefeltet var hjemmeholdets keeper Kristian Fæste stærk i luften. Han fik bokset det meste væk inden det for alvor blev farligt.
I den anden ende stod HB Køges defensiv endnu en gang imponerende godt, og det var ikke meget Frederik Due havde at lave før pausen.
De største muligheder i første halvleg tilfaldt HB Køge, hvor Anders Kaagh nok kunne lade sig notere for den største. Efter godt opspil mellem Vito Hammershøy-Mistrati og Simon Richter i højresiden blev et fladt indlæg sendt ind i feltet. Eddi Gomes hoppede over, og så havnede bolden for fødderne af Kaagh, der dog sparkede over.
Efter pausen kom HB Køge flyvende ud af starthullerne, og inden de første ti minutter havde man været tæt på tre gange. Først blev Anders Kaaghs afslutning blokeret til hjørnespark, siden fik en stærkt spillende Morten Karlsen en afslutning reddet nærmest på selve målstregen, og kort efter sendte samme Karlsen en god bold i dybden til Jannik Skov Hansen, der sparkede i sidenettet, hårdt presset af Fæste.
Herefter kom Vejle bedre med i kampen, og i kampens næste kvarter var der optræk til et par store muligheder til hjemmeholdet. Bedste forsøg i denne periode kom fra Nicolai Agger, der dog sparkede forbi Frederik Dues mål.
Med tyve minutter tilbage af kampen blev HB Køge tilkendt et indirekte frispark i feltet. Det var Anders Nielsen der erobrede bolden midt på Vejles banehalvdel. Venstrebacken satte fart på omstillingen, og var ved at komme afgørende fri inden bolden i sidste øjeblik blev tacklet tilbage til Kristian Fæste, der samlede bolden op. Tilbagelægning og indirekte frispark. Kaagh sparkede direkte ind i den 11 mand store Vejle-mur, og returen saksesparkede Simon Richter over mål.
Kampen sluttede som en helt åben kamp, der kunne gå til begge sider, og det var en spændende afslutning der ventede tilskuerne. Tre minutter inde i overtiden var Vejle nemlig tæt på at nuppe alle tre point, men Frederik Due hev en klasseredning ud af ærmet på Lasse Kronborgs flotte frispark, og på det efterfølgende hjørnespark måtte Eddi Gomes redde bolden på stregen.
Opgøret sluttede uden scoringer, og dermed er har HB Køge holdt målet rent i de seneste tre kampe i NordicBet Ligaen. Til gengæld har man heller ikke scoret, og derfor kan man nu notere den tredje nulløsning i træk.
Næste kamp spilles allerede på fredag, hvor oprykningskandidaterne fra Lyngby kommer på besøg. Til den kamp giver dagens KampPartner Dreist Advokater gratis éntre til alle, og i timerne op til kampen inviteres til festlig fredagsbar fra kl. 16.30.
Mål
Ingen
Advarsler, HB Køge
Simon Richter
HB Køges startopstilling
Frederik Due
Simon Richter
Søren Henriksen
Eddi Gomes
Anders Nielsen
Sylvester Seeger-Hansen
Morten Karlsen
Vito Hammershøy-Mistrati
Jannik Skov Hansen
Anders Kaagh
Sebastian Krogdahl
Udskiftninger
Daniel Arrocha ind // Simon Richter ud (77.)
Philip Zinckernagel ind // Sebastian Krogdahl ud (82.)
Tilskuertal
1.471 tilskuere på Vejle Stadion