HB Køge var på en svær opgave i søndagens forårspremiere, hvor modstanderen på udebane var NordicBet LIGA-topholdet fra Vejle, der af alle eksperter er spået som oprykker til landets bedste række.
Med Auri Skarbalius ved roret startede HB Køge friskt og med højt pres, og allerede efter tre minutter var det tæt da pågående Jubril Adedeji blev nedlagt i nærheden af Vejlefeltet. Martin Vingaard tog sig af frisparket, og sparkede overraskende direkte mod målets nærmeste stolpe, men måtte se bolden ryge i sidenettet.
Afslutningen var en af få fra HB Køge-fødder i første halvleg, for efter ti minutters spil overtog Vejle teten i kampen, og så var fokus rettet mod HB Køge-målet og en stærkt spillende Kevin Mendoza, der undervejs hev flere fine redninger ud af ærmet.
I anden halvleg fortsatte kampbilledet med et HB Køge-hold, der kom godt ud af starthullerne, blandt andet med et fint forsøg fra Mark Gundelach, men med et vejlensisk hjemmehold, der igen tiltvang sig overtaget.
Efter en times spil gik den ikke længere. Ylber Ramadani modtog bolden tyve meter fra målet, og sparkede flot og fladt bolden i kassen bag en chanceløs Mendoza i HB Køge-målet, der også efterfølgende havde flere fine redninger og i den grad holdt HB Køge inde i kampen.
Tyve minutter før tid var det tæt på en overraskende udligning, men Liam Jordans gode afslutning efter indlæg af Stephan Petersen blev rekleksreddet af Vejlekeeper Indy Groothuizen.
HB Køge var i kampens sidste aktion tæt på ved indskiftede Martin Koch Helsted, men afslutningen midt i feltet sneg sig lige forbi nærmeste stolpe, og derfor blev det desværre ved en Vejlesejr i forårspremieren.
Næste kamp spilles på fredag den 6. marts, hvor HB Køge hjemme på Capelli Sport Stadion får besøg af Vendsyssel FF, der søndag eftermiddag tog hul på foråret med en 2-0-sejr over FC Roskilde.
Vejle – HB Køge // 1 – 0
1-0 // Ylber Ramadani (60.)
HB Køges startopstilling
Kevin Mendoza
Mark Gundelach
Magnus Wørts
Marian Huja
Mathias Høst
Stephan Petersen
Martin Vingaard
Magnus Häuser
Jubril Adedeji
Liam Jordan
Jakob Johansson
Udskiftninger
Tobias Christensen ind // Jubril Adedeji ud (61.)
Martin Koch Helsted ind // Stephan Petersen ud (72.)