Vendsyssel FF – HB Køge

Vendsyssel FF 2 - 0 HB Køge
26 nov 2023 - 14:00Nord Energi Arena

Søndagens NordicBet Liga-opgør i Hjørring endte med et 2-0-nederlag til HB Køge. Opgøret bar præg af flere afgørende dommerkendelser, der ikke gik i HB Køges retning og som efterlod svanerne frustrerede efter slutfløjt.

Den første store kendelse, der ikke gik HB Køges vej faldt efter ti minutter, da Vendsyssel FF blev tilkendt et straffespark. Hjemmeholdets Oskar Øhlenschlæger kastede sig i ind imellem to stillestående HB Køge spillere og det udnyttede dommer Jacob Kobberrød til at blæse i fløjten. Fra pletten eksekverede Carl Lange sikkert selvom den NordicBet Liga-debuterende HB Køge-keeper Berkant Bayrak kom tæt på.

20 minutter senere var der noget mindre at rafle om, da svanernes Casper Gedsted løftede benet og med støvleknopperne først fik ram på hjemmeholdets Lucas Jensen i en nærkamp. Det resulterede i et korrekt rødt kort – og så var det for alvor svært for HB Køge-mandskabet.

Anden halvleg skulle der blot bruges ti sekunder af, inden Kobberrød igen kunne være gået i baglommen da Lasse Steffensen metervis fra spilafstand bagfra stemplede Marcus Gudmann på læggen. Dommeren valgte dog kun at uddele et gult kort for forseelsen.

Således fortsat 11 mod 10 – og det udnyttede Vendsyssel effektivt til at lægge pres på HB Køge-mandskabet og – målt på spil og chancer – fortjent bringe sig foran 2-0 ved Ayo Simon Okosun.

Med et kvarter igen følte HB Køge-spillerne sig nok engang bortdømt, da hjemmeholdets Omar Jebali helt åbenlyst for næsten samtlige 1.002 tilskuere på stadion stoppede et HB Køge-indlæg med en flagrende arm. Desværre var kampens dommer blandt de få, der ikke kunne få øje på den forseelse og hans fløjte forblev derfor tavs.

En på alle måder frustrende eftermiddag for HB Køge-mandskabet, der som konvekvens af den manglende medgang i dommerkendelserne mod kampens slutning selv fik brokket sig til flere advarsler, der desværre nok ender med at udløse karantæne i årets sidste opgør mod AaB.

Vendsyssel FF 2-0 HB Køge 
1-0 Carl Lange (15. min)
2-0 Ayo Simon Okosun (62. min)

HB Køge startopstilling
12. Berkant Bayrak
2. Marcus Mustac Gudmann
4. Nemanja Cavnic
5. Casper Gedsted
6. Janus Seehusen
7. Mike Jensen
8. William Madsen
9. Youssef Dhaflaoui
15. Efe Bayrak
19. Erkan Semovski
27. Ifenna Dorgu

HB Køge indskiftninger:
Sebastian Larsen for Youseef Dhaflaoui (39. min)
Silas Hald for Ifenna Dorgu (46. min)
Christian Tue for Janus Seehusen (80. min)
Lukas Schmidt for William Madsen (80. min)
Vinicius Faloni for Erkan Semovski (88. min)

Udvisning:
Casper Gedsted (36. min)

NordicBet Liga, 17. spillerunde
Søndag d. 26. november, 14.00
1.002 tilskuere på Nord Energi Arena i Hjørring