Med en 1-0 sejr på udebane over Vendsyssel FF fik HB Køge den bedst tænkelige start på 2016/17-sæsonen. Sejren var fuldt fortjent og humøret naturligvis i top i omklædningsrummet efter kampen, hvor der også blev ønsket tillykke med debuten til Andreas Hansen, Jeppe Simonsen og Aleksandar Lazarevic.
HB Køge kom spillemæssigt bedst ud af starthullerne, men det var hjemmeholdet, der var først til at forsøge sig med en et godt forsøg. Chris Sørensens frispark blev dog blokeret af overliggeren på Andreas Hansens mål.
Et kvarter inde i kampen fik HB Køge for alvor skudt sæsonen igang med et flot mål. Lee og Marc Rochester spillede en hurtig 1-2, hvorefter sidstnævnte kom fri foran mål. I sommervarmen viste Marc Rochester sig iskold og udplacerede sikkert hjemmeholdets keeper.
Resten af halvlegen forløb som forventet med hjemmeholdet i duelspil og HB Køge der i perioder fik spillet sig fint ud af vendelboernes presspil. HB Køgespillerne leverede en stærk holdindsats, med masser af fysik i duellerne.
Efter pausen kom begge hold fint ud af starthullerne. Først var hjemmeholdet tæt på med et hovedstød, og kort efter måtte HBK-anfører Henrik Madsen se Vendsysselkeeperen levere en fin redning og forhindre en 2-0-føring. HB Køge havde flere fine chancer i løbet af anden halvleg, og kunne have lukket kampen med endnu en scoring efterhånden som halvlegen skred frem. Tættest på var Marc Rochester, der en halv time før tid kom fri, men sparkede på stolpen.
I den resterende del af kampen var der muligheder til blandt andre Kristian Andersen og Jeppe Simonsen, men der kom ikke yderligere scoringer i kampen, og dermed kan HB Køge sætte tre point ind på kontoen efter sæsonens første kamp.
I næste uge står den på bold på Castus Park i Herfølge. Her kommer Skive på besøg søndag den 31. juli kl. 13.45.
Vendsyssel FF – HB Køge // 0 – 1
0-1 // Marc Rochester (15.)
HB Køges startopstilling
Andreas Hansen
Mark Gundelach
Daniel Arrocha
Alexander Ludwig
Malte Amundsen
Lee Rochester
Mikkel Wohlgemuth
Henrik Madsen
Kristian Andersen
Marc Rochester
Jeppe Simonsen
Udskiftninger
Sadik Krdzic ind // Kristian Andersen ud (82.)
Aleksandar Lazarevic ind // Marc Rochester ud (88.)
Tilskuertal
776 tilskuere på Bredbånd Nord Arena