shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Viborg – HB Køge

Viborg 5 - 0 HB Køge
09 sep 2012

Der var i den grad effektiviteten til forskel i søndagens kamp mellem HB Køge og Viborg. Fem gange i løbet af kampens 90 minutter ramte Viborg inden for målrammen, og fem gange måtte Morten H. Jensen pille bolden ud af sit mål.

 

Sejren var fuldt fortjent, og blev grundlagt i en første halvleg, hvor ikke meget lykkedes for HB Køge. Omvendt spillede Viborg direkte og uhyre effektivt.

Allerede efter ti minutter bragte Viborg sig på 1-0. Målscorer var Betsafe Ligaens topscorer Thomas Dalgaard, der blev spillet fri, rundede Morten H. Jensen og lagde bolden i nettet.

 

Ti minutter senere var den gal igen. Denne gang var det Danilo Arrieta der med et præcist indlæg fandt Kevin Mensah, der ved bageste stolpe kunne sætte foden på og bringe sit hold på 2-0. Op ad bakke for et HB Køge-mandskab, der var tydeligt uden selvtillid, og som tilmed er vanvittigt hårdt ramt af skader i øjeblikket.

 

Til dagens kamp måtte debuterende cheftræner Per Frandsen undvære de skadede Andreas Sørensen, Nicolaj Madsen, Marcel Rømer, Bo Storm, Anders Kaagh og Fabinho samt karantæneramte Lars Brøgger. Til den alenlange skadesliste kan efter dagens kamp tilføjes Brad Rusin, der i forbindelse med Viborgs 3-0-scoring kom galt afsted, og måtte lade sig udskifte.

 

Kort før pausen var Vito Hammershøy-Mistrati tæt på en udligning, men trods et frækt træk og en fin afslutning reddede Viborg-keeper Martin Hansen til hjørne.

 

Efter pausen kom HB Køge langt bedre med i kampen. Bolden var på HBK-fødder i store dele af halvlegen, men offensivt havde HB Køge svært ved at spille sig frem til helt åbne muligheder mod et godt organiseret Viborg-forsvar.

 

Halvlegens første ti minutter sad HB Køge stort set på, men så fik Viborg en lille opblomstring, tilspillede sig to hjørnespark i rap, og på det andet kunne Thomas Dalgaard vende rundt på en tallerken og score bag en – igen – sagesløs Morten H. Jensen. Tredje scoring i kampen af Dalgaard.

 

HB Køge kæmpede videre, og gik efter at få lavet den reducering, der måske ikke ville bringe spænding ind i kampen, men som i hvert fald ville kunne give spillerne et lille selvtillidsboost. Lee Rochester Sørensen forsøgte sig efter 64 minutter, og to minutter senere var Saric tæt på med et flot frispark som hans tidligere Liverpool-kollega Martin Hansen måtte pille helt oppe i hjørnet. Flot frispark af Saric, men også en flot redning af Viborg-keeperen.

 

Fem minutter før tid udnyttede Viborg at HB Køge stod højt på banen i jagten på en reducering, og så kunne Thomas Dalgaard score sit fjerde, og Viborgs femte mål i kampen. På bare fem afslutninger inden for målrammen. Det er effektivitet.

Den manglede HB Køge til gengæld i høj grad. Der blev spillet og spillet, og HB Køge havde faktisk flere afslutninger og hjørnespark end Viborg, men mål kom der ikke ud af anstrengelserne.

 

Mål

1-0 // Thomas Dalgaard (11.)

2-0 // Kevin Mensah (19.)

3-0 // Thomas Dalgaard (33.)

4-0 // Thomas Dalgaard (57)

5-0 // Thomas Dalgaard (84.)

 

HB Køges startopstilling

Morten H. Jensen

Shawn Nicklaw
Brad Rusin

Nigel Marples

Thobias Ndungu

Marc Rochester Sørensen

Vito Hammerhshøy-Mistrati

Andreas Baes

Simon Richter

Nikola Saric

Jeppe Kjær

 

Udskiftninger

Nicolai Riise Madsen ind // Brad Rusin ud (35.)

Lee Rochester Sørensen ind // Shawn Nicklaw ud (37.)

Simon Backmann ind // Nikola Saric ud (74.)

 

Tilskuertal

2.234 tilskuere på Viborg Stadion