HB Køge – Hobro IK

Super sæsonstart: Tues scoringer sænkede Hobro IK

To scoringer fra Christian Tue Jensen sikrede HB Køge den perfekte sæsonstart i form af en 2-0-sejr i åbningskampen mod Hobro IK fredag aften hjemme på Capelli Sport Stadion.

Svanerne leverede en helstøbt indsats og dominerede i periode af opgøret stort, mens det også så solidt ud når jyderne kom på bolden.

Kampens højdepunkt faldt efter 27. minutters spil, hvor HB Køge-spillerne splittede gæsternes gule defensiv med et fornemt angreb og bragte sig i front. Intet mindre end syv HB Køge-spillere var på bolden i løbet af de 15 sekunder, der ledte op til at Christian Tue ved den forreste stolpe ekspederede Marc Rochesters oplæg i mål.

I anden halvleg var det også et godt HB Køge-angreb, der førte til 2-0-scoringen. Gabriël Culhaci, Christian Tue og Sebastian Larsen pressede stort på omkring Hobro-målet inden sidstnævnte blev nedlagt, og så kunne Tue via stolpen gøre det til 2-0 fra straffesparkspletten.

Hen mod slutningen trykkede Hobro på for at komme tilbage i opgøret, men den ene gang, bolden kom i nettet, blev der vinket for offside og således sluttede opgøret altså 2-0 til HB Køge.

Resultatet betyder, at HB Køge nu efter første spillerunde allerede har overgået pointhøsten efter sidste sæsons første ti kampe – og i øvrigt også at svanerne topper tabellen midlertidigt indtil resten af rundens kampe spilles lørdag og søndag.

[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=m_QAW4KlMys[/embedyt]

HB Køge 2-0 Hobro IK
1-0 Christian Tue Jensen (27. min)
2-0 Christian Tue Jensen (58. min)

HB Køge startopstilling
1. Berkant Bayrak
2. Laurits Bust
3. Sebastian Larsen
4. Hans Christian Bonnesen
5. Gabriël Culhaci
8. Marc Rochester
10. Christian Tue Jensen
21. Niklas Jakobsen
23. Mads Westergren
24. Mads Schütt Rasmussen
28. Gabriel Larsen

HB Køge indskiftninger
Alfred Gøthler for Marc Rochester (62. min)
Mike Jensen for Mads Schütt (62. min)
Silas Hald for Laurits Bust (62. min)
Mohamed Al-Naser for Gabriël Culhaci (71. min)
Basem Alkhoudari for Christian Tue Jensen (80. min)

Betinia Liga, 1. spillerunde
Fredag d. 18. juli 2025, 18.30
1.132 tilskuere på Capelli Sport Stadion