HB Køge Women – OB Q

Overbevisende sejr i A-Liga-premieren

Tirsdag aften sparkede HB Køge Women sæsonen i gang hjemme på Capelli Sport Stadion, hvor OB Q var på besøg. Det var første kamp for det |gq2|nye|gq2| HB Køge Women, og det skuffede bestemt ikke.

Svanerne kom ud som lyn og torden og skabte tre store chancer allerede inden for de første ti minutter. En af dem blev omsat til en scoring, da Olivia Garcia flot driblede sig fri i venstre side, trak mod baglinjen og lagde bolden skråt tilbage til debutanten Mille Gejl, der uden problemer kunne sende sit første HB Køge-mål i kassen. Efter føringsmålet fortsatte HB Køge dominansen og skabte flere muligheder, men uden at få bolden over stregen. Godt en halv time inde i opgøret lykkedes det til gengæld gæsterne at udligne til 1-1. OB Q’s angriber fik presset sig til en scoring tæt under mål, da bolden efter pres på keeper Emilie Møller endte foran fødderne på udeholdet.

Det lignede en pausestilling på 1-1, men i tillægstiden tilkæmpede Olivia Garcia sig et straffespark, som Mille Gejl sikkert omsatte til sit andet mål i kampen. Dermed kunne HB Køge Women gå til pause foran 2-1.

Anden halvleg fortsatte i samme spor som første, med HB Køge i teten og masser af chancer. Længe udeblev målet, men det blev der lavet om på, da Macy Schultz kom ind til sin debut fra bænken – og også fandt vej til måltavlen. Igen var Olivia Garcia i oplæggerens rolle, da hun driblede langs baglinjen og lagde bolden skråt tilbage til Cassandra Korhonen. Hendes afslutning blev blokeret, men bolden faldt for fødderne af Schultz, der sparkede den i mål til 3-1.

Flere scoringer kom der ikke, og HB Køge Women fik dermed en perfekt start på A-Liga-sæsonen med en sejr foran hjemmepublikummet.

[embedyt] https://www.youtube.com/watch?v=xnNWFTYkNu8[/embedyt]

HB Køge Women 3-1 OB Q
1-0 Mille Gejl (6. min)
1-1 Anna Krog (32. min)
2-1 Mille Gejl (45. min)
3-1 Macy Schultz (76. min)

HB Køge Women startopstilling
30. Emilie Møller
5. Fleur Huisman
7. Emma Pelkowski
8. Linda Nyman
10. Olivia Garcia
11. Cassandra Korhonen
17. Rikke Marie Madsen
18. Avani Brandt
19. Signe Markvardsen
23. Mille Gejl
25. Augusta Callesen

HB Køge Women indskiftninger
Macy Schultz for Augusta Callesen (45. min)
Skylar Briggs for Rikke Marie Madsen (71. min)
Emilie Holt for Emma Pelkowski (71. min)
Sarah Thygesen for Skylar Briggs (79. min)
Maria Uhre for Linda Nyman (83. min)

A-Liga, 1. spillerunde
Tirsdag d. 12. august 2025, 19.00
479 tilskuere på Capelli Sport Stadion