Sent tirsdag eftermiddag krydsede HB Køge Women Storebælt for at møde OB Q i den sidste testkamp inden sæsonstart. Og sjovt nok bliver modstanderen i sæsonpremieren tirsdag den 19. august også OB Q – denne gang på hjemmebane på Capelli Sport Stadion.
Det var et HB Køge-hold med flere profiler, der blev hjemme i Køge, og derfor var det primært spillere, som endnu ikke har fået mange minutter i benene i de to tidligere testkampe, der fik chancen i Odense. Det var dog ikke til at se i første halvleg, hvor svanerne leverede en stærk indsats. Presspillet sad skarpt, den defensive organisation var solid, og holdet skabte flere store chancer. Utroligt nok udeblev målene, og pausestillingen var derfor stadig 0-0.
Efter pausen kom OB Q bedre med, og HB Køge havde lidt sværere ved at holde intensiteten fra første halvleg. Alligevel var det ikke fordi, hjemmeholdet skabte mange chancer. Dog fik de udnyttet én af dem – et fladt indlæg fra højresiden blev rettet af på en HB Køge-spiller og gik uheldigt i mål.
Målet fik HB Køge til at skrue op igen, og holdet satte jagten ind på en udligning. Den kom fortjent sent i kampen, da Tinaya Alexander med et flot løb kom fri og sparkede bolden sikkert i mål uden chance for keeperen – 1-1.
HB Køge pressede også på for et sejrsmål, men bolden ville ikke over stregen. Dermed endte generalprøven uafgjort, og holdet kan nu se frem mod sæsonåbneren med håbet om revanche og tre point hjemme på Capelli Sport Stadion.
OB Q 1-1 HB Køge Women
1-0 Selvmål
1-1 TInaya Alexander