Fløe før Kolding: Skal være fuldt fokuserede
20-årige Cecilie Fløe og resten af førsteholdstruppen er startet godt ud i slutspillet, hvor det er blevet til to sejre i de to første kampe i Gjensidige Kvindeligaen. I morgen kl. 17.00 tager HB Køges kvinder imod Kolding IF på Capelli Sport Stadion, hvor holdet fortsat ikke har tabt i de hjemlige ligaer nogensinde. Den unge angriber har derfor også høje forventninger til kampen, men understreger samtidig, at det er en stærk modstander, de skal op imod.
”Kolding IF er et stærkt hold med mange gode spillere. Det er et hold, der meget gerne vil holde på bolden – og det har de også været gode til i efteråret. Vi har selv oplevet udfordringer, når vi har spillet imod dem, så vi forventer også, at det bliver en svær kamp. Vi skal være fuldt fokuserede for at tage de tre point med os,” fortæller Fløe, der tidligere har repræsenteret Kolding IF, indtil hun i sommeren 2021 skiftede til HB Køge.
Find din billet til kampen her
”Kolding IF er et hold, jeg kender ret godt, så selvfølgelig vil jeg gerne have en sejr med hjem. Jeg synes, at vi er inde i en god stime, hvor vi også har vundet de første kampe, og den stime vil vi selvfølgelig gerne fortsætte med. Vi har haft en rigtig god pre-season, så vi er både stærke og forberedte til det her opgør,” slutter Cecilie Fløe.
Køb din billet til kampen på hbkoge.eventii.dk og få samtidig adgang til herrernes kamp mod Fremad Amager tidligere på dagen.