shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Fløe før Kolding: Vi er stærke på hjemmebane

Lørdag eftermiddag venter sæsonens første hjemmebane-opgør i Gjensidige Kvindeligaen. Her tager de tredobbelte mestre imod Kolding IF, der inden opgøret ligger nummer 1 i ligaen. Det er dog ikke noget, der skræmmer HB Køges angriber Cecilie Fløe, der henviser til en stærk hjemmebanestatistik og afgørende opbakning fra svanerne.

“Første hjemmekamp i sæsonen er altid noget helt specielt. Vi glæder os som altid til at spille på vores hjemmebane, hvor vi virkelig mærker en kæmpe og afgørende opbakning fra vores fans, hvilket helt sikkert afspejler sig i hjemmebanestatistikken. Vi møder Kolding, som lige nu ligger nummer 1. De kommer uden tvivl ind til kampen med en god portion selvtillid og gåpåmod, men de er også klar over vores stærke base på hjemmebanen – og det skal vi udnytte,” fortæller Cecilie Fløe og fortsætter om forventningerne til kampen.

“Kolding har scoret i alle deres kampe indtil nu. Derfor forventer vi også, at de ikke er bange for at komme ud over stepperne og jagte mål og point i dag. Jeg tror, at det bliver en hård fysisk kamp, hvor der bliver gået til den i duellerne, og så tror jeg, at det bliver en kamp, hvor begge hold meget gerne vil være på bolden. Vi skal være skarpe og udnytte vores chancer – og så håber og tror jeg på, at vi nok skal få scoret nogle mål,” lyder det fra Cecilie Fløe.

HB Køge har netop selv tanket op på selvtilliden efter denne uges pokalkamp, hvor svanerne tog en 14-0-sejr over NØFF. Derfor håber HB Køges målfarlige angriber også, at de kan tage de gode takter med videre til kampen mod Kolding senere i dag.

“Selvfølgelig har vores store sejr i pokalturneringen givet os et selvtillidsboost. Vi lykkes med vores ting og får taget hul på målbylden, hvor vi får udnyttet vores chancer og scoret en masse mål – det er helt sikkert noget, vi skal tage med os i dag. Vi skal dog også huske på, at det er en anden modstander, vi møder i dag. Vi skal virkelig være skarpe og fokuserede, hvis vi skal slå et godt kørende Kolding-hold i dag,” slutter Cecilie Fløe.

Der er kick-off på Capelli Sport Stadion i dag kl. 15.00
Billetter til kampen kan som altid købes på https://hbkoge.eventii.dk eller ved indgangen.
Kampen vises desuden på Viaplay.