shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Fløe før semifinale: “Vi gør alt, hvad vi kan for at vinde”

Lørdag aften er HB Køge vært for det første af to semifinaleopgør imod Fortuna Hjørring, og det er en kamp, der har utrolig stor betydning for Cecilie Fløe og resten af truppen.

“Det betyder meget for os at være nået til semifinalen. Det har helt fra start været et mål for os at gå hele vejen i pokalturneringen, så at vi står her nu, er selvfølgelig en kæmpe milepæl for os. Derfor er der heller ikke nogen tvivl om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at vinde i dag, så vi forhåbentligt også kan få et forspring til næste semifinaleopgør på udebane,” fortæller Cecilie Fløe. 

Det var Cecilie Fløes overtidsscoring i pokalkvartfinalen imod FC Thy – Thisted Q, der sendte HB Køge direkte videre til semifinalen i Gjensidige Kvindepokalen. 

“Det var en fantastisk følelse at score det afgørende mål i Thy. Vi gik jo helt klart efter at vinde i ordinær tid, men efterhånden som tiden gik, så lignede det mere og mere forlænget spilletid. Derfor var det også en ekstra vild følelse og forløsning, da det endelig lykkedes at få bolden i målet. Det er dog vigtigt for mig at understrege, at målet i lige så høj grad er mine holdkammeraters fortjeneste. Jeg kunne aldrig have gjort det uden dem, der satte chancerne op og gav mig nogle gode bolde at arbejde med,” lyder det fra den unge angriber.

//KØB BILLET: HB KØGE – FORTUNA HJØRRING//

I indeværende sæson i Gjensidige Kvindeligaen har de to mandskaber mødt hinanden to gange – og begge gange er det de danske mestre, der har trukket en sejr i to tætte opgør. Men når det kommer til pokalturneringen, så er aftenens modstander forsvarende pokalvindere og har i alt vundet kvindepokalen hele ti gange – flest af alle hold i landet. Derfor kræver det fuld fokus, hvis HB Køge i dag skal hive en sejr hjem, mener Cecilie Fløe.

“Det bliver ikke nogen nem kamp imod Fortuna, der om nogen har god erfaring med pokalturneringen. Derudover ved vi også, at Fortuna har forstærket sig henover vinteren. Det er derfor helt afgørende for os, at vi i dag kan holde fokus igennem hele kampen og overholde vores gameplan og aftaler. Vi har efterhånden afgjort et par kampe i overtiden, hvilket netop kræver et konstant fokus og en tro på, at det nok skal lykkes. Den samme mentalitet skal vi bringe i kampen i dag,” fortæller Cecilie Fløe og fortsætter om ugens forberedelse.

“Jeg synes, at vi har haft en rigtig god træningsuge og optakt til kampen i dag. Vi har først og fremmest fokuseret meget på vores eget spil og spillespil, samt hvordan vi kan få vendt spillet til vores præmisser. Alle er klar over, at det ikke bliver nogen nem kamp, men det er meget vigtigt for os, at vi fra start får afviklet kampen på vores præmisser,” slutter Cecilie Fløe.

Følgende trup er udtaget til pokalsemifinalen imod Fortuna Hjørring
1. Bridgette Skiba
2. Maria Uhre
4. Selma Svendsen
5. Andrea Norheim
8. Emma Regan
9. Nicole Kozlova
10. Maddie Pokorny
11. Sarah Jankovska
12. Silje Stockmar
13. Cecilie Fløe
14. Daisy Cleverley
16. Alberte Vingum
18. Beate Marcussen
19. Emma Veletanlic
22. Matilde Lundorf
23. Agnete Marcussen
26. Mie Leth Jans
44. Emma Færge

Der er Kick-off på Capelli Sport Stadion klokken 16.30.
Køb din billet til kampen her eller læs hvordan du kan streame kampen via dette link.