Før Brøndby-kamp: Carusa sigter højt
Fire gange fik ireren Kyra Carusa bolden i kassen i søndags mod AaB. Tre gange med fødderne og en enkelt gang med hovedet. Bang.
HB Køges 7-2-sejr over AaB i Gjensidige Kvindeligaen har givet genlyd. En magtdemonstration. Både af nyoprykkeren og af den irske angriber.
”Det er altid godt at vinde, og det er sjældent, at man laver syv mål i en kamp, så vi er i godt humør. Når det er sagt, tænker jeg, at vi kan gøre det bedre. Der er stadig mange elementer i spillet, vi kan løfte”, siger Kyra Carusa.
Carusa var en central spiller på det HB Køge-hold, der tromlede al modstand under kampagnen mod den bedste liga sidste sæson. Hun går forrest – både når det handler om at lave mål og lave ”larm” på banen. Carusa er en stærk stemme under kampene, hvor hun opildner sine holdkammerater.
”Jeg er stolt over at være en del af holdet og er meget engageret, når jeg spiller. Vi arbejder hårdt til træningen for at komme til næste niveau”, fortæller Carusa, der ser frem til lørdagens store test mod Brøndby IF.
”Der er nok flere, der er blevet mere opmærksomme på os efter præstationen mod AaB, og det betyder, at der følger forventninger og pres med. Men det er et privilegium. Jeg kan godt fornemme, at kampen mod Brøndby er speciel. I denne uge har vi trænet målrettet på modstanderen og set video. Det handler om at være klar til at levere, når vi løber på banen på lørdag”, siger Carusa.
”Vores mål er i første omgang at sikre, at vi ikke rykker ned. Man kan mærke, at klubben satser på kvindefodbold, og så skal vi spillere sørge for, at vi bliver i den bedste liga. Internt i truppen er der helt sikkert ambitioner om mere og om at nå højere. Vi har et godt hold, som de seneste måneder har vist et spændende potentiale”.
Kampen mellem Brøndby IF og HB Køge spilles lørdag kl 14.00.