FOKUS PÅ HELSINGØR: “Fed opgave på det her tidspunkt”
I morgen kl. 19.00 tager HB Køge hjemme på Capelli Sport Stadion imod gæsterne fra Helsingør i NordicBet Ligaen. Det er anden gang, at HB Køge møder Helsingør indenfor en uge. Sidste gang blev det til et nederlag i Sydbank Pokalen efter forlænget spilletid, hvor det blev til spilletid til en masse unge spillere. Vi har taget en snak med First Team Coach Lars Jacobsen:
“Det er jo nok det bedste hold i NordicBet Ligaen lige nu, som jeg ser det. De har arbejdet sammen under Morten Eskesen gennem længere tid og der må man bare sige, at han har stablet noget rigtig spændende på benene. Helsingør er et rigtig fint fodboldhold med nogle dygtige spillere, individualister og dynamiske typer, der kan spille på flere måder. De kan både spille i rum, men også true i dybden. De er et godt hold, så helt sikkert en kamp, hvor vi ikke er favoritter, selvom vi er på hjemmebane”, forklarede Lars Jacobsen om Helsingør.
Men Lars Jacobsen ser også frem til opgøret mod Helsingør, der lige nu har 13 point og ligger med i toppen af NordicBet Ligaen:
“Det en fed opgave at få på det her tidspunkt, og måske en god mulighed for os i at teste os selv af mod de bedste. Det er altid fedt og vi glæder os helt vildt til opgaven. Vi er klar over, at det ikke bliver nemt. Jeg tror også, at de fleste forventer, at det bliver en svær kamp i morgen at få point i, men vi tror absolut på, at det er muligt”
Sidste indbyrdes kamp endte 1-1 efter ordinær spilletid, men med to meget anderledes hold end Lars Jacobsen hold forventer i morgen. Særligt vigtigt for HB Køge bliver den defensive organisation:
“Vi skal være parate på den opgave, der venter os. Her bliver det først og fremmest vigtigt, at vi defensivt står imod. Især i de én mod én dueller der kommer. Helsingør har meget fart, så det handler også om, at hvis vi ikke kan klare dem alene, så skal der være opbakning og hjælp fra sidemanden. De er meget bevægelige, så vi skal sørge for at være kompakte, så rummene ikke bliver for store. Så det handler om at være kompakte, når vi forsvarer og så være en trussel, når vi angriber”, sagde Lars Jacobsen.
Billetter til kampen mod Helsingør på Capelli Sport Stadion kan købes via linket her.