FOKUS PÅ HOBRO: “Vi skal turde spille”
På søndag d. 8. august tager HB Køges NordicBet Liga-mandskab mod gæsterne fra Hobro IK. Efter det skuffende nederlag sidste søndag på Capelli Sport Stadion, skal HB Køge forsøge at rejse sig og hente sæsonens første hjemmebanesejr. Vi har taget en snak med First Team Coach Lars Jacobsen om den kommende modstander Hobro IK:
“De har fået en blandet start på sæsonen, men er helt sikkert en svær modstander for os. De er et velorganiseret hold, og har spillet på to forskellige måder indtil videre. Det gør også, at det bliver lidt uforudsigeligt for os, hvad de kommer med. Om det er med trebacks- eller en firebackskæde i forsvaret, hvilket ændrer en del. Det ved vi først på dagen, men vi skal være forberedte på begge dele. Det er altid spændende, når der er lidt forskellige scenarier, som kan udspille sig”, fortæller Lars Jacobsen.
Gæsterne fra Hobro har fået en svær start på NordicBet Ligaen, hvor det er blevet til et nederlag og en uafgjort senest mod Vendsyssel. De jagter derfor stadig sæsonens første sejr. Derudover røg de ud af Sydbank Pokalen til Brabrand IF tidligere på ugen. Lars Jacobsen tror dog ikke, at pokalkampen får nogen betydning for søndagens opgør:
“Jeg tror ikke, at det har den store betydning, at de spillede pokalkamp i onsdags. De havde nok håbet på, at de ikke skulle spille 120 minutter, men jeg tror ikke, at det vil gøre en forskel i forhold til søndagens opgør”.
Ser vi på de seneste fem indbyrdes opgør, så har de budt på tre uafgjorte og en sejr til hvert hold. Derudover har der været tale om tætte kampe. Men hvad er så særligt vigtigt for HB Køge i søndagens opgør?
“Det bliver vigtigt, at vi fokuserer på os selv. Vi har nogle ting, som vi skal ud og have revancheret. Det gælder flere ting, men specielt i vores spil på bolden. Vi skal se nogle sultne spillere, der ikke er bange for at tilbyde sig og for at miste bolden. For der vil opstå fejl og det sker også på søndag, men det må vi ikke lade os påvirke af. Jeg tror det vigtigste bliver, at vi skal turde spille”
Til sidste opgør havde 1925 taget turen til Capelli Sport Stadion og skabte en flot kulisse. Lars Jacobsen håber på, at se mange på lægterne igen til kampen mod Hobro:
“Efter en flot kulisse sidste gang på Capelli Sport Stadion, hvor vi kom med en sejr over Horsens og et afsluttet Capelli Sport Cup, så var det noget af en mavepuster mod Hvidovre. Nu har vi en ny hjemmebanekamp, og vi skal i gang med at få point på Capelli Sport Stadion. Det håber vi starter allerede søndag. Det bliver ikke nemt, men først og fremmest skal vi fokusere på os selv. Vi skal se nogle spillere, der udviser spilleglæde og spillelyst. Jeg håber, at fansene vil tage turen forbi Capelli Sport Stadion igen søndag”.
Kampen mod Hobro på Capelli Sport Stadion starter kl. 13.30 og sæsonkort eller billetter kan købes gennem linket her.