shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

FOKUS PÅ NYKØBING: “Energi bliver et nøgleord”

På lørdag drager HB Køge sydpå, når de klokken 15.00 møder Nykøbing FC på CM Arena. HB Køge skal forsøge at bygge videre på de gode takter fra opgøret mod Hobro. Vi har taget en snak med First Team Coach Lars Jacobsen om modstanderen Nykøbing FC, som ikke bliver en let modstander:

“Det er et hold, der har haft den samme træner i Claus Jensen gennem en lang periode. Så det er et gennemarbejdet projekt, og de er helt trygge i måden, de spiller på. De spiller med en firebackskæde, men igen et uforudsigeligt hold, der kan mange ting. De har en stærk, fysisk angriber i Mathias Kristensen, noget fart på siderne og så Mathias Gehrt, der er deres x-factor. Det er et dygtigt fodboldhold, der gerne vil have bolden”, forklarer Lars Jacobsen.

Som kampen mod Hobro skred frem, så viste HB Køge gode takter i spillet. Særligt udtrykket og energien var Lars Jacobsen tilfreds med, og det skal tages med til kampen mod Nykøbing FC:

“Energi bliver et nøgleord for os. Vi er helt klar på, hvordan vi vil spille. Det vigtige er, at vi kommer ud med den rigtige attitude og udtryk fra start af. Ligesom vi så i sidste kamp mod Hobro. Jeg tror, at det bliver en tæt kamp, som rigtig mange kampe gør i NordicBet Ligaen. Det bliver sikkert 60-70 minutters krig og så åbner tingene lidt mere op. Vi så også i sidste uge, hvordan vi blev bedre mod Hobro, som kampen skred frem, især på bolden. Så vores indstilling og energi fra start af bliver vigtigt”

Lars Jacobsen så flere gode tendenser i kampen mod Hobro, og disse har HB Køge haft fokus på i træningsugen, men også nogle af de ting, der manglede. Derudover forventer han en svær udebanekamp:

“Vi har haft fokus på denne uge, at vi skal blive endnu bedre på bolden. Vi skal blive bedre til at skabe chancer, og så ikke mindst udnytte dem. På lige netop dén parameter var vi ikke skarpe nok sidste uge. Vi skulle have lukket kampen tidligere. Vi har store chancer og det handler bare om, at vi skal slå til, når vi har mulighederne. Vi skal være skarpere i den fase. Derudover skal vi kunne håndtere et godt spillende Nykøbing, der er på hjemmebane og er komfortable på deres underlag. Det bliver absolut ikke nogen nem kamp, så jeg forventer en meget tæt og lige kamp mellem to hold, der vil tage initiativet i kampen”, forklarer Lars Jacobsen.

Nykøbing har indtil videre to point efter to uafgjorte og et nederlag, mens HB Køge har fire point i tabellen. Ser vi på de seneste fem indbyrdes opgør, så har de budt på to sejre til hver og én enkelt uafgjort. I opstarten til denne sæson mødte de to hold hinanden i en træningskamp, der endte med en sejr på 3-0 til HB Køge:

“Vi har jo mødt dem for ikke så længe siden i opstarten, og jeg forventer ikke, at de ændrer formation eller spillestil på baggrund af det. Deres spillestil er så gennemarbejdet, at jeg forventer samme udtryk som sidst. Men vi har selvfølgelig fokuseret på nogle af de gode ting fra træningskampen, der forhåbentlig kan give vores spillere noget selvtillid og en tro på tingene i en svær udebanekamp”, fortæller Lars Jacobsen.

Til lørdagens udebanekamp mod Nykøbing FC klokken 15.00 er der arrangeret bustur af Svanerne. Læs mere her.