shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

FOKUS PÅ VENDSYSSEL: Vigtigt med positiv afsæt ind i landsholdspausen

På søndag gælder det Vendsyssel FF i NordicBet Ligaen på Capelli Sport Stadion kl. 13.30. Et opgør mellem to hold, der begge har fire point i tabellen. Vi har taget en snak med First Team Coach Lars Jacobsen om modstanderen:

“Vendsyssel er et hold, der kan spille lidt på forskellige møder, når vi har set deres kampe. Senest mod Fredericia greb de tingene lidt forskelligt an alt efter, om de havde bolden eller ikke havde den. De spillede med trebackskæde, når de forsvarede, men skubbede én af dem frem, når de så havde bolden. De har nogle dygtige offensivespillere, der kan noget på egen hånd. De har en del fart og er særligt dygtige i omstillingerne, så det er godt hold, vi skal møde søndag.”

Topscorer for Vendsyssel FF er i denne sæson forsvarsspiller Lasse Steffensen med to mål. I truppen har Vendsyssel FF to tidligere HB Køge-spillere i form af Delphin Tshiembe og Mikkel Wohlgemuth. Vendsyssel FF jagter stadig sæsonens første sejr, hvor det indtil videre er blevet til fire uafgjorte kampe:

“De har jo faktisk ikke tabt særlig mange kampe, men spillet mange uafgjorte, og når man ikke får sejrene, så kan det pointmæssigt se lidt misvisende ud. Nogle af kampene kunne havde svinget i deres favør, og så havde det måske set anderledes ud. Så det bliver en svær opgave. Vi har jo stadig en del udfordringer på skadesfronten, hvor vi har et puslespil, der skal ligges frem mod kampen søndag.”

Ser vi på de tidligere fem indbyrdes opgør, så har de budt på tre sejre til HB Køge, en uafgjort og en sejr til Vendsyssel. Kampen på søndag bliver den sidste kamp i NordicBet Ligaen inden landsholdspausen:

“Det er den sidste kamp inden landsholdspausen, så der kigger man altid på, som både træner og spiller, at man efter en svær periode kan få et positivt afsæt ind i landsholdspausen. Det gør, at vi kan gå på pause med et andet mindset. Så vi har stor fokus på, at indsatsen skal være rigtig, men også at vi skal have nogle point på kontoen”, sagde Lars Jacobsen om kampen søndag.

Senest mod Helsingør i midt ugen var der flere gode takter, særligt i anden halvleg, der kan tages med til opgøret søndag:

“Der er massere vi kan tage med fra kampen sidst. Men frem for alt den gejst, vilje og tro på tingene vi havde, selvom vi mødte et godt hold. Det var ikke ufortjent, at Helsingør tog sejren, men jeg synes, at vi så bedre og bedre ud i løbet af kampen. Det var en kamp, hvor vi var med helt til slut og det havde vi stor fokus på, selvom vi mødte et dygtigt Helsingør-mandskab”.

Billetter til søndagens hjemmebanekamp på Capelli Sport Stadion kl. 13.30 kan købes via linket her eller ved indgang Nordicals på kampdagen.