Forsvarskrumtap fortsætter i HB Køge
Under sydens sol og på sin ferie som frivillig fodboldtræner for en række udsatte unge i Uganda har Laura Guldbjerg Pedersen underskrevet en kontraktforlængelse med HB Køge, der gør at forsvarskrumptapen og den defensive slider fortsætter hos de danske mestre i den næste sæson.
Guldbjerg Pedersen har spillet en afgørende rolle i den forgange sæson, hvor HB Køge vandt landets bedste række efter en historisk sæson. Med 26 ud af 29 mulige optrædener har den 24-årige spiller været en stor del af successen og har dækket pladser i både forsvaret og på midtbanen. Nu skal hun altså også være med til at forsvare titlen samt føre holdet ud i Europa.
”I Laura har vi en ægte kriger, som altid går ind til kampene med hovedet højt og brystet løftet. Hun har både en fysisk styrke og en ro i sit spil, der smitter af på andre på en måde, der er med til at gøre hende til en af holdets ledere. Grundet hendes civile erhverv i politiet har der været nogle udfordringer i forhold til træningstidspunkter, og vi har derfor først nu fået styr over det, selvom både Laura og HB Køge i lang tid har været enige om at skulle fortsætte eventyret, siger HB Køges direktør Per Rud.
Laura Guldbjerg Pedersen fortsætter de næste uger sin ferie på hjemlig grund, inden hun sammen med resten af Gjensidige Kvindeliga-holdet begynder opstarten til den kommende sæson mandag den 12. juli.