shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Frustreret Agger: Det er selvforskyldt

Cheftræner Daniel Agger var både skuffet og frustreret efter 1-2-nederlaget imod Vendsyssel FF på Capelli Sport Stadion søndag eftermiddag.

“Vi står med en følelse af frustration. Men det er også vores egen skyld. Det er det. Når vi giver sådan nogle mål væk og samtidig ikke selv sparker de bolde ind, vi har chancer til, så er det selvforskyldt. Men et point efter de første to kampe er selvfølgelig slet, slet ikke det, vi havde håbet på, og derfor er vi skuffede,” siger Daniel Agger.

HB Køge-cheftræneren kunne se sit hold ramme stolpen hele tre gange i løbet af kampen, men heldet og skarpheden var ikke med svanerne i opgøret.

“Vi skaber nok chancer til at vinde kampen, og jeg synes egentlig også, at vi holder dem væk fra de helt store chancer. De har jo ikke meget mere end en enkelt. Så vi står med en følelse af, at vi skal kæmpe sindssygt meget for at score, mens de andre scorer på to halve chancer,” siger Agger.

Allerede tirsdag aften venter næste opgave for HB Køge-mandskabet, når en udebanetur til Skovshoved venter i pokalturneringen. Mens det for hele truppen er en mulighed for at rejse sig hurtigt ovenpå nederlaget, kommer kampen også til at give nogle andre spillere mulighed for at vise sig frem, end dem der var i aktion imod Vendsyssel.

“Vi skal spille med nogle andre spillere. Vi kan ikke stille med de samme 11 to gange på 48 timer. Men forhåbentlig kan vi komme ud og score nogle mål og få noget selvtillid i holdet. Så er det en god mulighed for nogle af vores andre spillere, for at komme på banen og vise sig frem,” siger Agger og understreger samtidig;

“Men det er en tricky opgave, så vi må ikke tro, at noget kommer af sig selv. Vi vil gerne videre i den pokalturnering, så Skovshoved er et hold, vi er nødt til at tage seriøst.”

Der er kick-off på kampen i Skovshoved tirsdag aften klokken 18.00.