shopping-bag 0
Items : 0
Subtotal : 0 kr.
View Cart Check Out

Frustreret Agger: Fejl på fejl på fejl

Cheftræner Daniel Agger var en skuffet og frustreret mand ovenpå lørdagens nederlag imod Nykøbing Falster. For selvom HB Køge tidligt i opgøret tog føringen og sad på det meste af spillet, vippede kampen mod første halvlegs slutning fuldstændig over til hjemmeholdets fordel – og falstringene formåede at udnytte dét til at score fire gange og sikre sig sejren.

“Vi havde kontrol over kampen. Det er det mest frustrerende for os. Vi var i fuld kontrol, foran 1-0 og de skabte ikke noget. Så laver vi en kæmpe placeringsfejl, der koster, og så bliver det en kamp, hvor vi laver fejl på fejl på fejl. Når vi laver så mange fejl – ved et af deres mål tror jeg, vi laver fem eller seks fejl – så bliver vi straffet, ” siger Daniel Agger og peger på 1-1-udligningen som kampens vendepunkt.

“Pludselig kom der 10 minutter, hvor vi fuldstændig kortsluttede. Vi kom ud af vores positioner i forsvaret og på midtbanen og vi sejlede rundt. Det må vi indrømme. Den ene fejl ledte til den næste, som ledte til den tredje og så videre… Det er det, der er vores problem. Det blev ikke stoppet. Det er helt klart noget, vi er nødt til at arbejde på, for ellers kommer vi til at tabe mange fodboldkampe,” siger Agger.

Han og den øvrige trænerstab er dog også hurtige til selv at tage ansvaret for de to nederlag, de seneste uger har budt på, på egne skuldre.

“Vi må også kigge indad og konstatere, at vi skulle have gjort noget anderledes i de to kampe, vi lige har spillet. Vi kunne måske have løst det ved at spille lidt mere som vi gjorde i de sidste 10-15 minutter: Lidt mere fysisk, lidt mere direkte. Men det er jo ikke den måde, vi vil spille fodbold på. Og det er heller ikke det, de spillere vi har i truppen, er bedst til. Vi har ikke brugt så lang tid på at komme dertil med vores spil, hvor vi er nu, for så at gå på kompromis og droppe det. Men lige i dag kunne det måske have været en løsning,” siger Agger.

Med lørdagens resultater står det endegyldigt fast, at HB Køge kommer til at spille resten af foråret i NordicBet Ligaens kvalifikationsspil. Sidste kamp i grundspillet venter næste lørdag, hvor Hillerød gæster Capelli Sport Stadion.