Fysiske doseringer afgørende i sæsonafslutningen

Sæsonen er gået ind i den altafgørende fase. Fire kampe resterer, og fredag aften spiller HB Køge på udebane mod B.93.

Kampen spilles blot fem dage efter HB Køges seneste kamp, og det faktum har gjort at restitutionen efter seneste kamp har været meget vigtig. Det fortæller holdets fysiske træner, Jonas Lindberg.

“Det er lidt atypisk for os, at der kun er fem dage mellem kampene. Typisk er det sådan når vi starter vores træningsuge, så vil vi gerne starte med nogle dage, hvor vi kan skubbe lidt på og presse spillerne lidt. Men det kan vi af gode grunde ikke på samme måde, når der kun er fem dage mellem kampene. Så skal de træninger vi har lige op til kampen bruges på det taktiske,” siger Lindberg og fortsætter:

“Når der er færre træningspas at gøre med er det endnu vigtigere, at spillerne er klar og fuldt restituerede, så vi får noget kvalitet i træningen. Derfor er det vigtigt for os at spillerne tager vare på sig selv, jo kortere der bliver mellem kampene, så vi kan have så friskt et udtryk som muligt til både træning og kamp.”

Hvordan gør de det?

“I forhold til det fysiske handler der om at komme så hurtigt videre fra den kamp, man lige har spillet, som muligt. Det vil sige at jo hurtigere spillerne føler sig på toppen igen ved at spise godt, sove godt og få drukket en masse, jo bedre følelse og fornemmelse har spillerne også til træningerne op til den næste kampe.”

“Spillerne er i klubben mellem fire og seks timer i hverdagene, og så er det klart, at de skal tage vare på sig selv i de timer, hvor de ikke er i klubben. Vi guider dem selvfølgelig, og så prøver vi at monitorere i forhold til hvor friske de føler sig, når de møder ind. I forhold til den del er det helt store værktøj, vi kan skrue på, jo deres træningsmængde. Hvis vi får nogle tilbagemeldinger om at en kamp sidder lidt mere i benene hos nogle spillere end hos andre, så sørger vi naturligvis for at dosere deres træningsmængde. Det er vores vigtigste værktøj,” forklarer Jonas Lindberg.

Og for at netop det værktøj virker, er ærlighed i samtalerne med spillerne et vigtigt parameter.

“Jo ærligere de er, jo bedre forudsætning har vi for at give dem den rette mængde træning. Og vores interesse er jo altid at spillerne er så friske som muligt på kampdagen og ikke risikerer at blive skadede. Det vil altid være vores udgangspunkt.”

Når sæsonen som nu nærmer sig sin ende, kan der sagtens hos spillerne være opbygget en akkumuleret træthed. Og det er også noget, der fylder i forhold til hvordan Jonas Lindberg som fysisk træner går til opgaven.

“Vi gør os helt sikkert nogle tanker særligt i forhold til de spillere, som vi ved, har spillet meget. Og så undgår vi generelt at presse for meget på i i øjeblikket. Det er lige før jeg vil sige, at vi hellere træner lidt for lidt end lidt for meget på det her stadie af sæsonen. Det skulle gerne gøre, at spillerne er ligeså friske til kampene nu, som de var i starten af sæsonen. Så lidt mindre træning, lidt mere friskhed.”

“Selvfølgelig er der nogle tekniske og taktiske ting der skal trænes, men vi prøver at slappe lidt mere af med de hårde fysiske træningspas i denne del af sæsonen. Det har været vores take op til B.93-kampen og det vil det også være i resten af sæsonen,” slutter Jonas Lindberg.

Kampen mod B.93 spilles fredag aften klokken 19.00 på Østerbro Stadion i København. Kampen kan følges på Viaplay og i ‘stories’ på holdets sociale medie-profiler på Facebook og Instagram.

Capelli Sport